Alvorligt syge og døende får bedre behandling
En ny plan sikrer alvorligt syge og døende patienter i Region Syddanmark smertebehandling
Hospitalerne i Region Syddanmark intensiverer nu smertebehandlingen af alvorligt syge og døende patienter. Formålet er at øge livskvaliteten for blandt andre kræftpatienter, der lider som følge af smerter.
Smertelindring, som også kaldes palliativ behandling, sættes i system på alle regionens hospitaler. Desuden vil der på udvalgte sygehuse blive oprettet afdelinger, der vil tilbyde patienterne den særlige smertelindrende behandling.
På Sydvestjysk Sygehus planlægges en udbygning af den nuværende palliative afdeling fra otte til 24 senge. På Sygehus Sønderjylland i Sønderborg blev der 1. september sidste år oprettet en afdeling på 12 senge for døende patienter.
Det er planen, at døende patienter skal have enestuer i livets sidste stund, ligesom det også skal være muligt at indlægge pårørende.