Hinnerup Garden trommer til angreb
To gange i den første weekend i marts skal Hinnerup Gardens dygtige musikere i ilden.
“Trommerkorpset skal deltage i 'IPE Scandinavian Regionals,' i Gøteborg. Det er en konkurrence, som kan sammenlignes med de uofficielle skandinaviske mesterskaber,” siger gardens formand Dorthe Pieper.
Trommerne skal dennegang prøve et helt nyt koncept.
“Vi stiller op i koncertklassen, hvor publikum får en helhedsoplevelse."
Det betyder, at musik, performance og påklædningen skal gå op i en højere enhed.
Trommekonkurrencen er en del at et større arrangement, som hedder 'Days of Percussion'. Her bydes også på forskellige workshops, blandt andet med en professor fra Texas.
Blæserne i Horsens
Medlemmerne i brassbandet og juniorgarden er til sammenspilsdag i Horsens med syv andre garderkorps fra Region Midtjylland samme weekend.
Hinnerup Garden bliver en del af de 170 deltagere, som ventes at dukke op.
“Det er altid en stor oplevelse at spille sammen med en masse andre,” siger Dorthe Pieper, der ser frem til, at det bliver en social og musikalsk oplevelse for deltagerne.
Der skal spille fælles koncert på torvet i Horsens midt på dagen for deltagerne og andre interesserede. Der sluttes af med fælles aftensmad og en fest.
Simon Spies Fonden har givet et tilskud, som har gjort det muligt at hyre professionelle instruktører til dagen.