Fortsæt til indhold

Her er kystens redning

Lokale Allan Sørensen har sammen med sin makker, Christian Rohde, opfundet en mobil, genanvendelig vandbarriere, som blev vist frem i Mikkelborg i sidste uge

Samfund
Lars Schmidt

I sommeren 2013 startede Allan Sørensen fra Rungsted og hans kompagnon, Christian Rohde, det engelske firma Sarc Flood Prevention Ltd. Det firma får nu en dansk søster, og i sidste uge blev d'herrers første opfindelse offentliggjort.
Det skete på stranden ved Restaurant Mikkelgaard.
Opfindelsen var noget, som bestemt kan bruges på de kanter - og mange andre for den sags skyld. Allan Sørensen, der oprindeligt er håndværker, og Christian Rohde, som er bygningskonstruktør, har nemlig opfundet en mere end én meter høj, mobil og genanvendelig vandbarriere, der er oplagt til både sikring af kyster og af huse.
Hensigten har i første omgang været at præsentere vandbarrieren for beredskabet i Hørsholm Kommune. Om præsentationen fører til, at kommunen erhverver sig kystsikringen fra de to opfindere, vides på nuværende tidspunkt ikke.

Den famøse sandsæk

De to opfindere har kendt hinanden i de seneste 15 år. De mødte hinanden via diverse byggeprojekter, og på et tidspunkt havde de begge fået nok af problemer med vand på byggepladserne - og ikke mindst den besværlige løsning med sandsække.
"Vi ville finde på noget andet end den famøse sandsæk, og det lykkedes," fortæller en glad Allan Sørensen til Ugebladet:
"Vores løsning er en stormflodsbarriere, som er mobil og genanvendelig. To mennesker kan sagtens stille den op, og sammenlignet med, at én meter sandsække i en meters højde med arbejdsløn og fjernelse bagefter koster 10.-12.000 kroner, så er vores noget billigere og meget nemmere at have med at gøre."

Rulles ud som pølse

Sørensens og Rohdes opfindelse, som endnu ikke har fået et navn, koster 3.000 kroner pr. meter. Den opstilling, man kunne se i sidste uge ved Restaurant Mikkelgaard, var på 38 meter.
"Egentlig var opstillingen som et bassin misvisende. Fra Mikkelborg og til Rungsted Kyst vil det være langt mere oplagt at sætte den op som én lang pølse," siger Allan Sørensen og slutter:
"Barrieren fyldes med vand. I tilfælde af stormflodsvarsel sætter man den op uden at fylde den. Når så vandet kommet, så vil det fylde barrieren op, så den er klar til at modstå vandmasserne."