Fortsæt til indhold

Djurslands Bank vinder markedsandele i Aarhus

Banken har i 2013 fået over 2.100 nye kunder. Tilgangen er ikke mindst til at føle på i Aarhus

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Djurslands Banks 16.000 aktionærer kan glæde sig over, at banken kom ud af 2013 med et overskud på 48,4 mio. kroner før skat.
Kundeporteføljen er samtidig blevet forøget med 2.100 nye, som ikke mindst hænger sammen med en større satsning i Aarhus.
"Vi har i 2013 gennemført en storstilet markedsføring af banken i Aarhus, og denne synlighed har sammen med en aktiv indsats fra vores 5 Aarhus-afdelinger medført en stor tilgang af nye privatkunder i Danmarks næststørste by. Og vi kan samtidig glæde os over, at der også er kommet mange nye kunder til bankens afdelinger på Djursland – også på den nordlige del, hvor en høj markedsandel absolut ikke er en hindring for at få mange nye kunder" fortæller bankdirektør Ole Bak.
Djurslands Bank har 15 afdelinger på Djursland og i Aarhus - og cirka 180 medarbejdere, der tilsammen lægger 55 mio. kroner (skat m.m.) i de offentlige kasser, har banken beregnet.

Færre udlån

De mange nye familiekunder med lån til både bolig og bil har dog ikke betydet, at banken har kunnet fastholde udlånet, som har været 108 mio. kr. lavere end i 2012. Udlånsfaldet var størst i starten af 2013, men har faktisk været stigende i slutmånederne sidste år.
Kombinationen af faldende udlån og lavere renteniveau har betydet, at bankens samlede indtjening fra bankdriften i 2013 er 8,8 mio. kroner lavere end 2012.

Ekstraordinære udgifter

På omkostningssiden har banken sparet 4,8 mio. kroner på de to store udgiftsposter løn og it.
Bankens samlede omkostninger er dog præget af, at der i 2013 har været en del ekstraordinære udgifter på bankens bygninger i Tranbjerg, Risskov, Auning og Grenaa. Herudover har banken indbetalt godt 10 mio. kroner til Indskydergarantifonden - Garantifonden for Indskydere og Investorer.

Indbetalingerne til Indskydergarantifonden er 2,7 mio. kroner større end i 2012 svarende til den samlede stigning i bankens omkostninger.

Færre nedskrivninger på udlån

Økonomisk smalhals har medført, at nogle af bankens erhvervskunder fortsat har ondt i indtjeningen sammen med en lille del af bankens privatkunder - arbejdsløshed, skilsmisse eller et længerevarende hussalg.

Årets nedskrivninger og tab på udlån er på 43,6 mio. kroner - 4,3 mio. kroner lavere end sidste år.