Fortsæt til indhold

Hesteøje og 3D-printer

Naturvidenskab og teknik på den sjove måde er opskriften fra Teknisk Gymnasium i Skanderborg i kampen om at få unge til at vælge en gymnasiel uddannelse, hvor teori kombineres med arbejde i laboratorier

Samfund
Af Erland Rasmussen

Stilhed og dyb koncentration afløst af små gys og panderynken.
Sådan var situationen forleden i et biologilokale på Teknisk Gymnasium i Campus på Højvangen.
Det var en gruppe 8. klasser fra skoler i Skanderborg Kommune, der var på besøg for at tage uddannelsen nærmere i øjesyn.
Og det med øjesyn skulle tages helt bogstaveligt, idet eleverne overværede en dissekering af et hesteøje, hvorfra læreren fjernede hornhinden.
Det var denne livagtige demonstration af øjets opbygning, der fik elevernes fulde opmærksomhed.

300 på introkursus

Teknisk Gymnasium har i denne tid besøg af i alt 300 elever fra 8. klassetrin, som gennem et par dages ophold på skolen bliver introduceret til, hvordan HTX-uddannelsen er anderledes end andre ungdomsuddannelser.

Marcus Abrahamsen, Mathias Jacobsen og adjunkt Jørn Sang- gaard, er her ved at printe en skakbrik ud på 3D-printer.

Højt niveau og praktik

Teknisk Gymnasium fokuserer på naturvidenskab og teknikfag, og det sker som en kombination af undervisning i fag på højt niveau og praktiske forsøg i værksted og laboratorier.
HTX i Skanderborg, der hører under Aarhus Tech startede først her i byen i august 2012.
Skolen, som har til huse hos på Skanderborg Odder Center for Uddannelse, blev hentet til lokalområdet, så unge ikke behøvede at rejse til hverken Aarhus, Silkeborg eller Horsens for at få en HTX.
Teknisk Gymnasium lagde fra kaj med to studieretninger: En naturvidenskabelig med matematik og fysik og en teknologisk bestående af teknologi og design.
I begyndelsen var der to klasser med 20 elever i hver, og nu, hvor der også er to 2.g'ere er tallet oppe på 80 elever i alt.
Og interessen er stigende for den teknisk betonede gymnasieuddannelse.
I Skanderborg er skolen således vej mod en udbygning af antallet af klasser fra to til tre spor.
Sådan lyder målsætningen for næste skoleår, hvor HTX på Campus i Højvangen samtidig også vil introducere endnu en studieretning lokalt, nemlig naturvidenskab med matematik A og kemi A med tredie studieretningsfag i biologi.
”Vi håber på at få flere elever og at nå vores mål med tre klasser på hver årgang i løbet af et til to år, men det kan kun tiden vise,” siger uddannelsesleder Lisbeth Mølgaard, Teknisk Gymnasium i Skanderborg.

Fat i de målrettede unge

Uddannelseslederen fremhæver, at HTX-uddannelsen allerede har fat i de målrettede unge.
“Blandt vore elever vælger 80 procent matematik på A-niveau, fordi mange er meget målrettede med hensyn til, hvad de vil bruge deres studentereksamen til,” siger hun.
Det er fag som ingeniør, læge, dyrlæge, sygeplejerske, arkitekt og designuddannelser, der trækker.

Håber på flere piger

Det er flest drenge, der går på Teknisk Gymnasium. Generelt er 25 procent af eleverne piger, men i Skanderborg er der indtil videre kun 15 procent piger.
“Vi håber dog at få flere piger ikke mindst med den nye studieretning, hvor eksempelvis biologi interesserer mange blandt pigerne,” fortæller Lisbeth Mølgaard.

“Vi vil være arkiktekter”

Det med det målrettede bekræftes af et besøg i et andet klasselokale, hvor vi finder to 2. g'ere, Marcus Abrahamsen, 18 år, Ry, og Mathias Jacobsen, 17 år, Skanderborg, helt optagede af at printe en skakbrik ud på en af skolens 3D-printere - i øvrigt sammen med deres lærer, adjunkt Jørn Sanggaard.
“Vi vil være arkitekt eller ingeniør,” lyder det straks fra de to, som er glade for at gå på studieretningen teknologi og design, fordi den kombinerer logik og kreativitet.