Fortsæt til indhold

Dyr, farver og læder til foråret

Lokalavisen Aarhus’ journalist tog til personlig shopper hos Magasin i Aarhus

Samfund
Line Hitz

Hvad gør man, når man ikke kan hitte ud af, om man skal hoppe i striber, blomster eller dyreprint, når foråret indtager Danmark og bøgen springer ud.
Lokalavisen tog en tur til personlig shopper i Magasin, hvor Tina Ehrenreich med kyndige hånd præsenterede forårets trends.
“Forårsmoden er præget af pangfarver, sarte pasteller som lilla og mintgrøn, læder, retroblomster, dyrepint og hvidt fra top til tå,” siger Tina Ehrenreich, som har forrygende travlt og er booked flere måneder frem.
Hun afslører, at både mænd og kvinder tager til personlig shopper, og hun møder mange forskellige typer mennesker i alle aldre.
“Jeg møder kvinder og mænd mellem 19 og 95 år, men der er flest kvinder mellem 25 og 65 år,” siger hun og fortsætter:
“Her er business-kvinder, som har brug for at være præsentable på jobbet, men ikke har tid til at shoppe nyt tøj, og familiemødre som har brug for vejledning.”

Op på de høje hæle

Ifølge Tina Ehrenreich, så skal kunderne ikke kun prøve det tøj, som de plejer. Når man tager til personlig shopper, skal man være åben. Derfor putter jeg mine forbehold i lommen og hopper op på de høje hæle, som hun foreslår.
“Selvom kunderne ved første øjekast rynker på næsen, så overtaler jeg dem næsten altid til at prøve noget nyt. Jeg synes man skal udfordre sin stil lidt,” siger shoppe-eksperten.
Alligevel understreger hun, at kunderne skal føle sig hjemme i både tøj og sko, og hvis de stadigvæk ikke kan lide det, når det kommer på, så hænger hun det væk igen.
En personlig shopper ved Magasin er gratis. Hvis man regner med at handle for under 5000 kroner, så kan man booke en time, mens man får to timer, hvis man planlægger at handle for over 5000 kroner.
Min time er snart forbi og efter at have prøvet blæserjakker, leopartbukser, høje hæle og pink bluser hopper jeg ned fra de høje sko og tilbage i mine sneakers. Men måske en dag, vil jeg alligevel bevæge mig op på de høje igen. Ellers er sneakers for øvrigt også med i forårsmoden 2014.

Ifølge Tina Ehrenreich er blomster det helt nye til foråret.
Farver, dyreprint, retrokjoler og hvidt tøj i Magasin.