Fortsæt til indhold

Stort overskud i Musikhuset

Der er igen i år sorte tal på bundlinjen i Musikhuset Aarhus. Byens store kulturhus kommer ud af 2013 med et overskud på 2,3 millioner kroner

Samfund
Kim S. Andersen

Musikhuset havde sidste år i alt 1.466 forestillinger med en rekordhøj belægning på 70 procent. Den høje belægningsprocent betyder både gode billetindtægter og øget omsætning i garderobe, restaurant og parkering. Sammen med store sponsorindtægter og energibesparelser bidrager det til et positivt samlet resultat. Derfor har Musikhuset i 2013 et overskud på mere end 2 mio. kroner.
”En sund økonomi er fundamentet for, at vi kan tilbyde spændende og alsidige kulturoplevelser. Den stærke økonomi er medvirkende til, at vi tør satse på at tiltrække endnu større navne og skabe endnu bedre oplevelser til glæde for hele Østjylland," siger direktør i Musikhuset Marianne Bedsted.
”Jeg er stolt over, at Musikhuset kan præsentere et regnskab, der afslører en imponerende flot belægningsprocent. Det vidner om, at Musikhuset formår at favne bredt og giver vores borgere og gæster mange enestående oplevelser. Jeg ser frem til, at vi med husets stærke position og sunde økonomi kan glæde os til endnu flere store begivenheder, der vil være med til at markere Aarhus som en by, der er ved at udvikle sig fra kulturby til kulturhovedstad, ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
Musikhusets overskud er også et resultat af en tæt økonomiopfølgning, effektiviseringer og driftsforbedringer. Musikhuset har for tredje år i træk foretaget en række energibesparende tiltag, tiltrukket store sponsorindtægter samt effektiviseret og tilpasset organisationen. Alene på energiomkostninger har Musikhuset sparet 300.000 kroner.
”Overskuddet er et resultat af den proces, som vi har været inde i de seneste år. Det er nu, vi for alvor høster frugterne af en langsigtet og målrettet indsats fra samtlige medarbejdere, og det er jeg meget stolt over," siger Marianne Bedsted.
Musikhuset omsatte i 2013 for 68,5 millioner kroner.