"Det går galt, hvis jeg sætter mig selv i centrum"

Alt er, som det plejer, og alligevel bliver det hele gjort på en ny måde.
En af landets mest langtidsholdbare musikere, Poul Krebs, er klar med et nyt album.
Pladen 'Asfalt', der udkom mandag, er indspillet på to aftener i et stort studie med plads til et live publikum.
De nye sange handler om alt fra asfalt til Henry From, og bliver på den kommende koncertturné serveret sammen med de gamle hits, men altid på en ny måde.
Når han skriver sange, sætter han folk på gaden i centrum, når han giver koncert, sætter han publikum i centrum.
"Det farligste er at tro, at man har et sikkerhedsnet og bare skal lire sange af. Dem, der tror det, de holder ikke længe i branchen," siger den 57-årige Poul Krebs, der debuterede midt i halvfjerdserne, og fik sit helt store folkelige gennembrud med pladen 'Små Sensationer” i 1995.

Sange fra turneer

Han har udgivet over 20 album plus et antal opsamlingsplader og solgt over en million af dem.
Ikke overraskende at den nye plade har titlen ”Asfalt”, som må siges at være et sted, hvor Poul Krebs har tilbragt en del tid.
"Mange af sangene er skrevet, mens jeg har været på turné og er så at sige samlet op undervejs. Og så er det samtidig et forsøg på at give lidt street credit til ham, der ruller den ud for os," siger Poul Krebs siddende med en kop kaffe i den kombinerede pladebutik og café Stardust i Klostergade midt i Aarhus.
"En øvelse, jeg altid laver, er at opleve ting, jeg har set tusind gange før på en ny måde. Jeg gør mig i nummeret 'Asfalt f.eks. tanker om, hvordan en asfaltarbejders hverdag ser ud. Jeg læste engang en artikel om, hvordan de arbejdede i 50 graders varme," forklarer sangeren.
En linje i sangen lyder: ”Når det kommer til kærlighed, står jeg i tjære, ikke i held”.
"Jeg prøver at forestille mig, hvordan det må være at møde ind på en vagt kl. 12 om aftenen og stå derude og lugte. Der skal en helt særlig styrke til," siger sangskriveren.

Lettere med årene

Med årene er han blevet bedre til at sætte sig i andre folks sted og se livet derfra.
"Det er en gave som musiker at få lov at komme så meget rundt og møde så mange mennesker. Vi ved jo om nogen, at provinsen ikke er ét sted. De mennesker, jeg portrætterer, trækker ellers ikke de store overskrifter. Men musikken har en evne til at opløse vores fordomme. Og få de kasser, vi ellers putter folk i, til at bryde sammen."
Han ser musikere som en slags symaskiner.
"Vi er med til at sy landet bedre sammen, fordi vi kommer så meget rundt og oplever det, de færreste gør."

Samsø-manden genkendt

"Er det ikke Samsø-manden, der sidder der," lyder det fra en forbipasserende kunde i pladebutikken.
"Jo," smiler Poul Krebs og får en kort sludder med den ellers ukendte mand, som kan berette, at hans svigerfar har konfirmeret Poul Krebs' børn.
"Sådan noget bliver jeg ikke træt af. Jeg synes, at det er fantastisk at møde folk, hvis vej man på en eller anden måde har krydset. Det, jeg bliver træt af, det er, at folk altid vil have taget et billede. Folk har jo et kamera på sig konstant i dag," griner sangskriveren og læner sig tilbage i puderne.
"Det er jo det, vi kæmper for ved hver eneste koncert. At skabe det der unikke rum, hvor folk er fuldstændig til stede. Hvor de glemmer, at de har et kamera, men husker at nyde øjeblikket. Det er altså fandens svært nogle gange."
Poul Krebs boede på Samsø i 10 år, men flyttede i 2006 tilbage til Aarhus.
"Aarhus er byen for mig. Der er en blødhed her. Bilerne bliver parkeret uden for byen, og så går man rundt og mødes inde i centrum."

Langtidsholdbar

Fik du nok af byen dengang?
"Jeg blev lige pludselig hvermandseje, da jeg brød igennem midt i halvfemserne. En plade, vi regnede med skulle sælge 3.000 eksemplarer, solgte en kvart million. Det var voldsomt. Nu tror jeg dels, at jeg har vænnet mig til det, og dels, at det har fundet et mere naturligt leje."
Er det altid andre mennesker, eller er der også noget af dig selv på pladen?
"Der er nok en del af mig selv i alle sangene."
I sangen 'Asfalt' lyder en linje ”Jeg er langtidsholdbar”, og det må man jo sige, at du er?
"Haha, ja, det havde jeg nu ikke lige tænkt på. Men jo, den største fortjeneste, jeg kan få, er jo, at folk stadig venter på, at jeg udgiver nyt, og venter på, at jeg kommer til deres by. Selvom der er nogle huller indimellem, hvor man bare skal hjem, så laver jeg det, jeg altid har drømt om. Og så længe jeg ikke sætter mig selv i centrum, så går det. Det går galt, hvis jeg tror, at det, der skaber magi, bare kan lires af eller gentages."
Har det været let for dig?
"Det har i hvert fald været nødvendigt. Men jeg tror også, at det er en del af min motor. Jeg er vist født rastløs. Den trygge vej er faktisk noget af det mest utrygge. En god aften er den, hvor der sker noget magisk, noget man ikke kan styre. Det er det samme med indspilningen. Jeg går kold, hvis jeg bare skal stå i en vokalbox og synge, mens jeg kigger ind i en skumgummivæg. Hvem er det egentlig, jeg synger til?"
Bliver du ved med at udgive musik?
"Det er vist for sent at lave noget andet. Og jeg synes faktisk, at det er fantastisk at blive ældre med musikken. Det bliver nemmere. Da jeg var yngre, var der ting, jeg ikke skrev om, fordi det måske ikke var cool nok. I dag er viften af muligheder bare blevet endnu større."