Fortsæt til indhold

Vores børn mangler toiletter

To toiletter til 38 børn er for lidt i institutionen Sprialen i Hillerød. Det mener et forældrepar med to børn i Spiralen

Samfund
Jens Berg Thomsen

Ved årsskiftet begyndte en ny gruppe børn i den integrerede institution Spiralen i Hillerød. Og det betyder nu, at 38 børn skal deles om to toiletter. Det er problematisk, mener ægteparret Henrik og Mette Bøttcher Knudsen, der har to drenge gående i institutionen.

"Man opretter en ekstra stue, som er adskilt fra resten med en foldedør. Men der er ikke noget toilet ved stuen, og det er problematisk," siger Mette Bøttcher Knudsen.

Før: 25 børn - nu 38

I alt er der 38 børn, der så skal bruge de to toiletter. Før var der måske 24-25 børn om de to toiletter, vurderer Mette Bøttcher Knudsen. Børnene i den nye stue er store børnehavebørn, der så skal dele toilet med mindre børn på den anden stue, og det kan være svært for de mindre børn at vente i kø for at komme på toilettet, påpeger Mette Bøttcher Knudsen.

"Kommunen har været ude og måle op og konstateret, at der er x antal kvadratmeter, men de har ikke kigget på indretningen," siger hun.

"Derudover er det ikke hensigtsmæssigt, at de store skal ind igennem den anden stue. Nogle gange bliver døren lukket, og der er en aktivitet for de store. De bliver jo så afbrudt i det, de har gang i, og det må være irriterende," siger hun.

Mette Bøttcher Knudsen bebrejder på ingen måde personalet i Spiralen, understreger hun.

"Jeg har ikke nejhatten på i forhold til at bruge de kvadratmeter, der er, og jeg har intet at sætte på personalet i institutionen. Problemet for mig at se er, at man oppe på rådhuset ikke har kigget på den fysiske indretning på stedet. Nu går vi ind i fjerde måned med kun to toiletter. Så jeg håber at få nogle oppe på kommunen i tale," siger Mette Bøttcher Knudsen.