Intensivpatienter har brug for ekstra kræfter
Patienter og pårørende betaler dyrt for en tur på intensiv, viser en ny undersøgelse
Det har store menneskelige omkostninger for hele familien, når en patient indlægges på en af hospitalernes intensivafdelinger, viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.
Efter udskrivelsen må mange tidligere intensivpatienter gennem et månedlangt ophold i en genoptræningsafdeling, før de udskrives til eget hjem og derfra fortsætter genoptræningen i yderligere adskillige måneder.
Også ægtefællerne kan være hårdt ramt af patientens sygdom. Ægtefæller påtager sig en bred vifte af komplekse opgaver med at passe hjem og arbejde og sideløbende hjælpe patienten tilbage mod en normal tilværelse.
Trods omfattende genoptræning kan patienterne efter et år stadig fortælle om vanskeligheder med at få kræfterne tilbage.