"Det er noget værre rod"
Beskæftigelsesrådmand vil give alle parforhold samme ret til skattefradrag
Reglerne bag den nye kontanthjælpsreform er begrundet med, at man vil sidestille samlevende par med gifte par, der har gensidig forsørgerpligt. Men denne ligestilling gælder imidlertid ikke ligestillingen på skatteområdet. Beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), opfordrer nu forligskredsen til at fjerne en helt åbenlys uretfærdig forskelsbehandling fra loven:
”Enten ligestiller vi, eller også ligestiller vi ikke. Som det ser ud nu, er det noget værre rod. Helt konkret betyder det faktisk, at nogle par bliver ramt alt for hårdt økonomisk. Derfor skal loven laves om nu, så samlevende får samme ret til at udnytte det skattefradrag, som gifte par kan benytte”.
Med de nuværende skatteregler forholder det sig således, at den ægtefælle, der er i arbejde, kan hente et skattefradrag på op til 42.000 kroner i et såkaldt ”ubenyttet personfradrag”, hvis den anden ægtefælle ikke tjener noget. Svarende til 16.000 kroner i sparet skat om året.
”16.000 kroner er enormt mange penge for de fleste af os. Og er man på kontanthjælp, er det en formue. Med den nye kontanthjælpsreform har vi valgt at ligestille, når det handler om pligter - ikke når det handler om rettigheder. Det er urimeligt. Og jeg kan kun opfordre til at gennemføre en reel sidestilling af de to samlivsformer," fastslår Medom.
Tre af forligspartierne (Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og SF), erklærer nu, at de vil arbejde for, at reglerne bliver lavet om, så gifte og ugifte samlevende par sidestilles rent skattemæssigt.
”Gensidig forsørgelse er et levn fra gamle dage, men så længe folketinget holder fast i princippet, bør der også være en reel ligestilling af gifte og samboende. Derfor er jeg glad for, at der er bevægelse hos flere af forligspartierne mod, at få ændret på denne åbenlyse uretfærdighed”.