Fortsæt til indhold

En håndfuld jubilarer på ’Krudtuglen’

125 års erfaring fejres i Vejlby-institution på fredag

Samfund
Kim S. Andersen

Sølvbryllup med sin arbejdsplads er for så vidt ikke så usædvanligt, men når der er en håndfuld af slagsen på samme tid, må det siges at være noget af en sjældemhed.
Hele fem pædagoger kan 1. marts fejre jubilæum i Vejlby-institutionen 'Krudtuglen', der selv fylder 25 år. Det vil sige, den pædagogiske leder, Inge Lise Grauholm kunne faktisk allerede holde sølvbryllup med sin arbejdsplads 1. februar, da hun skulle starte 'Krudtuglen' op og ansætte folk tilbage i 1989. Institutionen har udviklet sig fra vuggestue til at udvide til børn fra 0-6 år som en integreret institution, og sådan har den fungeret siden med en normering på 12 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn.
“Det har været en fantastisk tid. Da vi åbnede institutionen var her to gårde og marker overalt. Siden er området herude jo eksploderet,” siger Inge Lise Grauholm om institutionen på Kantorvænget og fortæller om den nærliggende Mollerup Skov, som 'Krudtuglen's børn og voksne elsker at bruge. Dengang var den ikke plantet, men er skudt op i takt med årene.
“Det har jo vist sig, at jeg sammensatte et rigtig godt team allerede dengang. Vi er gode til at grine sammen. Også i pressede tider,” er lederens forklaring på de mange jubilæer.
Spørger man de ansatte, er det ikke nogen tilfældighed, at de har været så trofaste.
“Hemmeligheden må være et godt arbejdsmiljø med en masse glæde, og det er dejligt, at vi ikke behøver at bruge energi på at spore os ind på hinanden, fordi vi kender hinanden så godt, som vi gør. Vi er gode til at passe på hinanden og har altid haft engagrerede forældre,” siger en af de jubilerende pædagoger, Elsebeth Osterhammel.
“Og så er vi gode til, at ordet 'plejer' ikke bliver en sovepude, for der er da nogen, som med et glimt i øjet kalder stedet her for 'Veteranhuset',” siger Gitte Juul Knudsen.
Nu er 'Krudtuglen' også kommet i den alder, hvor der ansættes medhjælpere, der selv er blevet passet på stedet.
“Det er dejligt at kunne følge de samme børn og forældre i så lang tid, og så er det sjovt at have ansatte, som vi har passet som spædbørn,” siger Inge Lise Grauholm.
Jubilæet markeres på fredag 28. februar, og her er alle, der har haft en tilknytning til 'Krudtuglen' velkomne .