Fortsæt til indhold

Kjolen til den helt store dag

Emma skal have en helt speciel kjole på til sin konfirmation

Samfund
Anne Andersen

Den er næsten lige så vigtig som brudekjolen er for en brud - kjolen til konfirmationen. Det kan give enhver mor (og datter) går hår i hovedet, når der skal tages en beslutning og model, længde, snit og materialer. Men for Emma Fåborg bliver valget lidt anderledes. Hun skal nemlig ikke pege på en kjole fra hylderne, men have sin helt egen model syet hos designer og skrædder Justian Kunz:
Emma vandt vores konkurrence da vi for et par uger siden havde konfirmationsshow. Så nu skal vi til og i gang med at finde ud af hvordan kjolen skal se ud, og hun skal have taget mål og så videre”, fortæller Justian Kunz fra sit studio på Akseltorv.

En glad vinder

For Emma er det første gang hun prøver at få skræddersyet en kjole, og hun er, ligesom sine veninder, meget spændt på resultatet:
“Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at jeg har vundet kjolen. Jeg erogså rigtig spændt på, hvordan den kommer til at se ud”, fortæller Emma og afslører lidt om, hvordan det endelige resultat bliver:
“Kjolen kommer til at være med blonder, den kommer til at gå til lige over knæet og så bliver den uden ærmer”.

Justian Kunz har stor erfaring i at sy konfirmationskjoler (foto: Justian Kunz).

Den store dag

Emma skal konfirmeres på St. Bededag i Nr. Bjert Kirke, og hun priser sig allerede nu lykkelig over, at hun skal have en helt speciel kjole på:
“Jeg ville synes, at det var rigtig træls hvis der kom en anden pige i den samme kjole som mig, men det behøver jeg jo heldigvis ikke bekymre mig om nu”, smiler Emma, der vil gemme kjolen efter den store dag:
“Så kan jeg tage den frem og kigge på den, og tænke tilbage på den store dag”.
De kommende uger skal Justian Kunz og Emma sammen finde frem til, det helt rigtige look til hendes kjole, og så er det ellers bare at vente til den 16. maj, hvor kjolen endelig kan komme på og ikke mindst blive vist frem til veninder og familie.