Her kommer de første redningsspecialister
Beredskabsstyrelsen Sydjylland hjemsender i dag det første hold værnepligtige, der har gennemgået den nye, ni måneder lange uddannelse til redningsspecialister i Haderslev
Det første hold redningsspecialister har i dag færdiggjort deres uddannelse ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev. I alt kan 21 unge fra centeret nu bruge den nye titel, der fremover bliver givet til alle, der gennemfører en værnepligtsuddannelse ved Beredskabsstyrelsen.
Den nye, forlængede uddannelse giver de unge kompetencer, der gør dem i stand til at udføre specialiserede og komplekse opgaver inden for redning, brandslukning og miljøbeskyttelse.
Redningsspecialisterne har – udover uddannelse i brandslukning og -forebyggelse – gennemgået en række specialuddannelser, der gør dem i stand til at løse opgaver for Beredskabsstyrelsen under større ulykker og katastrofer, herunder at afbøde konsekvenserne efter for eksempel orkaner, stormflod og udslip af kemiske eller radioaktive stoffer.
Styrelsens værnepligtige specialuddannes blandt andet i:
* USAR (Urban Search and Rescue) – avanceret redningstjeneste
* CBRN (kemisk, biologisk, radiologisk og nukleart) – specialberedskab for uheld med farlige stoffer
* Katastrofeførstehjælp
* Rednings- og eftersøgningsopgaver i vand
* Internationale indsatser
Springbræt til job eller videreuddannelse
Uddannelsen som redningsspecialist er et godt afsæt for at søge job inden for eksempelvis politiet, det kommunale redningsberedskab, Falck eller Beredskabsstyrelsen.
Redningsspecialisterne har også gode forudsætninger for at videreuddanne sig på f.eks. professionshøjskoler eller katastrofemanagerstudier, ligesom uddannelsen kan danne baggrund for at blive sendt ud på internationale missioner som ansat eller frivillig ved Beredskabsstyrelsen.
De værnepligtige specialiseres løbende under uddannelsen og bliver redningsspecialister efter at have bestået forløb som aspirant, assistent, brandmand og kemikalie- og redningstekniker undervejs.