"Jeg er en lille bitte smule skuffet"
Sønderborg vil beholde Sygeplejeskolen - og lidt mere til
Kampen om Sygeplejeskolen fortsætter - og intensiveres efter at både Aabenraa og Sønderborg kommune har sendt høringssvar til UC Syddanmark.
Fronterne bliver i den grad trukket op i Sønderborg kommunes høringssvar til UC Syddanmark omkring den fremtidige placering af Sygeplejeskolen.
Mens Aabenraas høringssvar fylder seks sider, har Sønderborg kommune således sendt et hele 24-sider langt høringssvar, og konkluderer - ikke overraskende - at den optimale placering for Sygeplejeskolen er Alsion i Sønderborg.
Går efter Aabenraa-uddannelse
Men Sønderborg lader det ikke blive ved det. De foreslår, at UC Syddanmark går videre, og fremadrettet samler uddannelser i Sønderborg - herunder specifikt Socialrådgiver- og Pædagoguddannelsen, som i dag ligger i Aabenraa.
Faktisk er der tale om, at tonen skærpes i forhold til Aabenraa i kampen om at vinde Sygeplejeskolen.
I Sønderborgs høringssvar står der bl.a.:
“Som svar på UC Syddanmarks invitation til dialog er det derfor Sønderborg Byråds samlede budskab, at der ikke kan være nogen som helst tvivl om, hvor fremtidens sygeplejerskeuddannelse bør ligge. Den bedste placering er i Alsion i Sønderborg, hvor sygeplejerskeuddannelsen med rette hører hjemme. Idéelt set vil det være en fordel for UC Syddanmark – og for hele Region Syddanmark - hvis UC Syddanmark følger sin egen campusstrategi og flytter så mange uddannelser til Sønderborg som muligt. Det gælder først og fremmest Socialrådgiver- og Pædagoguddannelsen, der derved kan blive en del af fremtidens campusmiljø i uddannelsesbyen Sønderborg med store økonomiske, faglige og studiemæssige fordele til følge”.
Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen er udmærket klar over, at budskabet let kan opfattes som en krigserklæring mod Aabenraa.
“Vi ved godt, hvem der har startet krigen, og et angreb er det bedste forsvar. Det er skide ærgerligt, at det skal være på denne måde, men har man jo lagt op til,” siger Erik Lauritzen.
Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, er en smule skuffet over ordlyden af Sønderborgs høringssvar.
“Jeg har da stadig den positive hat på, men jeg må sige, at jeg er en lille bitte smule skuffet. At man i et høringssvar bruger 20 sider på at fremhæve ulemperne ved de andre, det forstår jeg ikke. Jeg føler, at de i svaret fuldstændig snakker Aabenraa ned og siger, det er et hul. Den holdning kan man da have, men man råber det da ikke ud til sine naboer”, lyder det bl.a. fra Thomas Andresen.
Sønderborg kommune nævner muligheden for at flytte Socialrådgiver- og Pædagoguddannelsen fra Aabenraa til Sønderborg, og den diskussion undrer Thomas Andresen sig over, overhovedet kommer frem i høringssvaret.
“Det er jo slet ikke det, UC Syddanmark har bedt om i høringsoplægget. Hvornår mon de så går efter Lærerudannelsen i Haderslev? Implicit i deres tankegang er vel, at vi skal samle alle uddannelser i Sønderborg. Jeg vil igen slå et slag for, at vi bliver nødt til at arbejde sammen i Sønderjylland. UC Syddanmark har slet ikke spurgt til et punkt om en muligt flytning af flere uddannelser end Sygeplejeskolen, så den form for kannibalisme er ikke fremmende”, lyder det videre fra Thomas Andresen.
Erik Lauritzen understreger, at Sønderborg ikke umiddelbart vil jagte de to uddannelser i Aabenraa.
“Men hvis man skal følge den terminologi, som UC Syd selv bruger om gevinsten ved at samle uddannelser i centre, så må vi bare sige, at det er oplagt at flytte de to uddannelser til Sønderborg,” siger Erik Lauritzen.
Savner dokumentation
Sønderborg kommune udtrykker i høringssvaret ligeledes, at oplægget fra UC Syddanmark ikke var objektivt, og at Aabenraa har fået lov til at påvirke det.
“Det er i hvert fald tendentiøst, og Aabenraa har fået lov til at påvirke processen på et tidligt tidspunkt. Det er unfair, men sket er sket, og jeg stoler på, at der sidder en bestyrelse i UC Syddanmark, der træffer beslutningen med et åbent sind”.
Også påstanden om, Aabenraas påvirkning af UC Syddanark er Thomas Andresen uforstående overfor.
“Nu synes jeg, at Sønderborg må fremlægge noget dokumentation på de påstande, de bliver ved med at fremsætte. Hvis de ligger inde med et dokument, hvor Aabenraa kommune lover noget til UC Syd, så må de gerne vise det. For jeg er ikke bekendt med sådan et dokument”, slutter Thomas Andresen.