“Det går en lille smule bedre”
Sparekassedirektør ser tegn i sol og måne på, at det trods alt går fremad på Djursland
Direktør Peter Lading Sørensen, Sparekassen Djursland, kigger hver dag i den økonomiske krystalkugle fra sin pind i Sparekassens hovedsæde i Vivild, og han er moderat positiv, når det gælder Djursland lige nu og i fremtiden.
"Bunden er nået. Det går en lillebitte smule bedre på Djursland end for to år siden, hvor jeg startede i Sparekassen Djursland, selvom der er byer der bløder og erhverv, blandt andet detailhandlen, som kæmper en hård kamp for at overleve, og den er næsten umulig for mange, fordi nethandlen tager over," siger Peter Lading Sørensen.
"De unge mennesker bruger i dag en lokal sportsbutik som udstillingsvindue, tager et billede af et par sportssko og går bagefter hjem og køber de samme sko på nettet til en billigere pris."
Største udfordring
"Vores største udfordring lige nu er ejendomsmarkedet, fordi det påvirker alt. Både folks privatøkonomi men også virksomhedernes økonomi og muligheder for afsætning," siger Peter Lading Sørensen.
"For en privatøkonomi er der så mange ting, der ikke er på plads endnu. Hvis vi tager de afdragsfrie lån, når afdragsfriheden begynder at udløbe, er det ikke noget, der er så voldsomt på Djursland, fordi huspriserne er lavere her end i Aarhus, men alligevel vil der være husejere på Djursland som vil få nogle udfordringer i de kommende år."
"Begynder renten så at stige, betyder det også, at der er vækst i samfundet, og så får vi mere i løn, den udvikling er jeg ikke så bange for, men den skæve finansiering af folks huse med afdragsfrie lån er lidt noget skidt, og endnu være bliver det, hvis du løber ind i en tvangssituation med skilsmisse eller endnu værre, dødsfald, og du ikke kan komme af med ejendommen til en fornuftig pris."
I Syddjurs går det bedre
Trods truslerne på ejendomsmarkedet er sparekassedirektøren moderat optimist, når det gælder fremtiden.
"Jeg kan se det på, at vi godt kan komme af med ejendommene nu, og så kan jeg se det på antallet af ejendomme, der ikke kan sælges."
"I Syddjurs går det endnu bedre. Især selvfølgelig, når vi kommer længere ind mod Aarhus. Jeg har haft nogle gode eksempler med Hornslet her på det sidste, hvor vi på ejendomsmarkedet holder et rigtig pænt niveau."
"I Ebeltoft, en gammel hæderkronet købstad, hvor jeg bor privat, er ejendomsmarkedet faldet 25-30 procent. Byen og området lider af, at der ikke er mange børnefamilier som vil flytte derud, fordi virksomhederne har det skidt, men bundniveauet er trods alt nået."
"For Syddjurs generelt betyder nærheden til Aarhus alt, men udfordringen er, det ved jeg fra mæglerne, at grænsen går lige på den anden side af Rønde. Folk flytter ikke til Ebeltoft, fordi det er for langt ude."
Grenaa skal nok overleve
I Norddjurs har Peter Lading Sørensen stor fidus til Grenaa i fremtiden.
"Grenaa klarer sig. Der har vi som sparekasse faktisk vores bedste afdeling. Det er et lavindkomstområde, men der foregår en stabil udvikling med havnen og omfartsvej, og så kan mene om vindmøllehalløjet, hvad man vil, men ingen tvivl om, at det har været med til at presse investeringer til Grenaa på uddannelsessiden med SOSU-skole, og alt det, som Viden Djurs står for. Grenaa har kræfterne til at klare sig og vokse. Den dør ikke, selvom detailhandlen har det svært, og der desværre er mange tomme butiksruder."
I den vestlige del forventer Peter Lading Sørensen, at ikke mindst Allingåbro går en spændende fremtid i møde.
"Infrastrukturen er en trussel for Djursland, men så sandelig også en mulighed, og det hængsel til motorvejen, der nu kommer ved Assentoft, vil særligt påvirke området omkring Allingåbro i forhold til bosætning og omsætning positivt. Det kan ikke være anderledes, når du fra Allingåbro kan være ude på motorvejen i løbet af 7-8 minutter eller så maks. ti minutter da."
"Det handler om at gribe chancen, når den kommer, og som by været parat."
Læs i næste uge om Peter Lading Sørensens syn på detailhandlens fremtid på Djursland.