Fortsæt til indhold

Falcks monopol udfordres

Seks selskaber overvejer at byde på ambulancekørsel i Syddanmark

Samfund
Af Hans Larsen

Det er langt fra sikkert, at der kommer til at stå Falck på siden af ambulancer og lægevogne i Region Syddanmark fra 1. september 2015. Regionen har netop sendt ambulancekørslen i udbud, og på forhånd er fem selskaber foruden Falck interesseret i opgaven.
Udbuddet omfatter både ambulancekørsel, kørsel med akutlægebiler og akutbiler samt liggende patienttransport.
I dag har Falck monopol på ambulancekørsel i hele regionen, men Region Syddanmark ønsker, at flere forskellige firmaer byder ind på opgaven. Derfor er udbuddet inddelt i fire geografiske områder, der svarer til dækningsområdet for Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland. “Vi ved, at andre end Falck er interesseret i at køre ambulancerne i Region Syddanmark. For at gøre udbudsmaterialet så præcist som muligt, har vi nemlig haft en forberedende snak med fem interesserede firmaer,” siger formanden for præhospitalsudvalget, Thyge Nielsen (V) og fortsætter:
“Her har de haft mulighed for at kommentere vores udbudsmateriale, som vi derefter har rettet til,” siger Thyge Nielsen.