Sergentskolen siger farvel
Den 4. april tager sergentskolen officielt afsked med Sønderborg
Den 4. april 2014 kl. 1200 stryges flaget for sidste gang på Sønderborg Kaserne. Dette markerer afslutningen på Sønderborgs status som garnisonsby.
Den smukke gamle kaserne i Sønderborg har huset soldater siden den stod færdig i 1912. På kasernen har talrige soldater haft deres gang gennem tiderne og minderne og oplevelserne er mange. Kasernen og de mange soldater har i flere generationer været en forankret del af Sønderborg by.
I forbindelse med forsvarsforliget 2013 blev det besluttet, at Hærens Sergentskole skal flyttes til Varde Kaserne, og Hærens Sergentskoles tilknytning til Sønderborg afsluttes den 4. april.
Den 4. april er altså dagen, hvor Hærens Sergentskole og Sønderborg Kaserne siger farvel til Sønderborg by og borgere.
Programmet ser sådan ud:
Kl. 10.00 opmarcherer Hærens Sergentskole på Kasernen. Med Slesvigske Musikkorps forrest, marcherer ansatte og elever fra kasernen gennem byen til Rådhuset.
Kl. 10.30 står skolen foran Rådhuset klar til ceremoni og musisk underholdning, hvor borgmester Erik Lauritzen holder tale.
Kl. 10.45 marcherer skolen retur gennem byen til kasernen.
Kl. 11.05 gennemføres afslutning for grundlæggende sergentuddannelse, som er færdige med deres uddannelse på sergentskolen, og kl 11.45 er der afslutningsparade på kasernen.
Kl. 12.00 Dannebrog stryges fra kasernens flagtårn for sidste gang.
Dagens program afsluttes i tidsrummet kl. 12.1230-13.30 med en reception for indbudte gæster. Alle er velkomne til at overvære paraden og strygningen af flaget på Kasernen.
Resten af april måned vil man opleve, at kasernen rømmes fysisk. Den 28. april er Hærens Sergent-skole klar til næste hold sergentelever på Varde Kaserne.