Politikere bekymret over nedlæggelse af stationer
Socialdemokratiske politikere opfordrer Region Midtjylland til at udskyde lukning af stationer
Nærbanestationerne Assendrup, Egelund, Vilhelmsborg og Kongsvang mellem Aarhus og Odder risikerer at blive nedlagt, når en ny køreplan træder i kraft i vinteren 2015, og det bekymrer Camilla Fabricius (S) og Steen B. Andersen (S).
“Hvis vi fortsat vil have udvikling i Aarhus Syd, dur det ikke, at vi nedlægger nærbanestationer og besværliggør transportmuligheder for området. Folk skal have mulighed for at komme til og fra Aarhus uden at tage bilen,” siger Camilla Fabricius i en pressemeddelelse.
Steen B. Andersen mener, at man bør kigge helt konkret på forholdene omkring hver enkelt station, og han opfordrer til at kigge på andre løsninger - eksempelvis at etablere dobbeltspor flere steder og stopsignaler på alle stationer, så togene kan køre forbi, hvis der ingen passagerer er.