Fortsæt til indhold

“Vi er hinandens sparringspartnere”

Zoneterapeuter er flyttet sammen for at blive klogere

Samfund
Kian Johansen

Bløde tæpper på gulvene, en rolig atmosfære og masser af andre erhverv samlet på adressen. Mulighed for at holde kurser og få mere plads. Og plads til drømmen om kun at leve af zoneterapien.
Både Annie Agerholm og Tine Laursen faldt med det samme for kontorfællesskabet lige overfor Junges Automobiler på Samsøvej 21, da de sammen ville have lokaler til en fælles klinik.
De er begge zoneterapeuter, mens 52-årige Annie Agerholm også kan give massage.
Hun er nok bedst kendt som tidligere Matas-pige i Hinnerup-området, derfra kom interessen for sund kost og zoneterapi.

Fælles samarbejde

Udover glæden ved at have et fællesskab, der ikke lige findes med klinik i hjemmet, så er der også frugterne af at have forskellige forcer i behandlingen.
Tilsammen kan de give både almindelig zoneterapi mod alt fra høfeber over til musearm og kropsskader og dårlige rygge.
Men de har også akupunkturen som en behandlingsform og her er der også øreakupunktur at byde på. De to nævner stress, rygeafvænning og smertelindring som eksempler på det de kan hjælpe deres klienter med.
Da der er konferencelokale til rådighed, er planen at de snart holder et fyraftenskursus i øreakupunktur, hvor alle er velkomne til at “nippe” med.

Museskade viste vejen

Det var en museskade der for over ti år siden gav 44-årige Tine Laursen fra Favrskov Zoneterapi en øjenåbner.
“Jeg havde en kollega der kunne zoneterapi og da jeg så også fik akupunktur, så kunne jeg bruge armen igen. Det var redningen,” fortæller hun i den korte version om hvorfor hun nu vil hjælpe andre med deres skavanker.
Fagligheden går de ikke på kompromis med og de pointerer meget højt, at der endelig skal slås fast, at de er medlemmer af FDZ, Foreningen af danske zoneterapeuter.
“Vi er registeret alternativ behandler og alene det beviser at vi har haft over 660 uddannelsestimer som zoneterapeuter,” lyder det.
Indtil videre passer de også deres civile jobs ved siden af. Annige Agerholm hjælper til hos Guldsmeden i Hinnerup, mens Tine Laursen er regnskabsassistent.
“Vi kan altid træffes i klinikken efter aftale,” lyder det fra de to, der ikke er blege for at tage weekender og aftner i brug.