Lulu gav humør og fik check
Hospitalsklovnen Lulu fik overrakt check i Vivild
Vivild IF Spinning markerede sin fem års fødselsdag i marts ved at cykle, selvfølgelig. Men en ekstra finesse var, at deltagerne cyklede penge ind til hospitalsklovnen Lulu.
Hun kom selv i sin kobil og i klovnekostume og modtog checken.
Skæg og tryllerier
Der var pyntet op med flag i spinningslokalet, hvor der også var kagemand, saftevand og kaffe. Børnene var lidt tilbageholdende i starten, men Lulu fik dem hurtigt tøet op med skæg og ballade og tryllerier.
Efter en lille time sagde hun farvel til børnene i Vivild og lovede at hilse de kræftramte børn på Regionshospitalet i Randers.
Hun takkede også for den flotte pengegave, som Vivild Spinning og de tre sponsorer Djurslands Bank A/S ved Anders Tækker, Formula Tryxager ved Kjeld Brix og Sparekassen Djursland gav hende med til fortsættelsen af ordningen med hospitalsklovn i Randers.
I løbet af fire timer blev der på de 13 cykler tilbagelagt i alt 1.249,1 kilometer, og det gav en check på 6.245,50 kroner.