Fortsæt til indhold

Kriterier for lukning af institutioner skal undersøges

Skole- og Børneudvalget i Roskilde vil have forvaltningen til at analysere de kriterier, som bruges i forbindelse med lukninger af institutioner

Samfund
Kenneth Tanzer

Pilen pegede blandt andet på børnehaven Lindehuset i Jyllinge, da Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune for nylig skulle lukke en daginstitution som følge af det faldende børnetal i Jyllinge.
Det fik ledelsen og forældrene i Lindehuset til at udtale sig kritisk om de kriterier, som udvalget havde taget beslutningen ud fra.
"Det oplæg og ikke mindst de kriterier, som forvaltningen har lagt vægt på, ved at pege på de to institutioner de mener, der skal lukkes ned i Roskilde kommune, er efter vores opfattelse på ingen måde de vigtigste," lød det fra forældrene Thomas og Alika Brygmann.
Nu har udvalget kigget nærmere på kriterierne og bedt forvaltningen om en analyse af kommunens dagtilbudsstruktur med udgangspunkt i den aktuelle befolkningsprognose og de nævnte kriterier.
Ud fra denne analyse ønsker udvalget at få forelagt forslag til, hvordan kommunen sikrer en fleksibel og bæredygtig struktur, som både tager hensyn til kvalitet og kapacitet.

Ryster ikke på hånden

"Man kan altid sætte spørgsmålstegn ved, om de kriterier, vi har valgt at bruge når vi skal lukke daginstitutioner, er de mest hensigtsmæssige, for der findes ikke nogen facitliste. Vi ryster ikke på hånden i forhold til den beslutning, vi har truffet om at lukke de to institutioner. Men vi har drøftet kriterierne igen, og vi beder forvaltningen om en bred analyse. Jeg er ikke så naiv at jeg tror, at vi finder en løsning, der vil blive oplevet som retfærdig af alle, for ingen ønsker jo at lige netop deres daginstitution skal lukke. Men vi skal have så solidt et grundlag som muligt, siger Claus Larsen (A), udvalgsformand.