Fortsæt til indhold

Det er mine venner de skyder på

"Forfærdeligt at skyde på sit eget folk," siger ukrainskfødte Natalka Hansen fra Lindeballe ved Vejle

Samfund
Fred Jacobsen

Det er med forfærdelse, rædsel og frygt, at Natalka Hansen fra hjemmet i Lindeballe vest for Vejle følger med i de blodige begivenheder, der har udspillet sig i Ukraines hovedstad Kiev de seneste dage
"Det er mine venner, der står der på Maidan-pladsen. Det er dem, de skyder på," siger hun og holder en lille pause.

Svært at snakke om

"Det er svært at snakke om. Men det er da fuldstændig forfærdeligt at skyde på sit eget folk i et stort land i Europa," kommer det så fra den 38-årige ukrainskfødte kvinde, der fra Lindeballe driver sin egen online-virksomed med speciale i designede tasker.
Heldigvis, fortæller hun videre, er ingen af vennerne eller familiemedlemmer kommet til skade de seneste dage, hvor døde efterhånden kan tælles i trecifrede tal.
Natalka Hansen har sin mor og bror i Kiev, byen, som hun selv forlod i 2002.
"Jeg er jo kommet en del i Ukraine siden jeg flyttede," fortæller Natalka, der er dansk gift, har drenge-trillinger på 5 år og som i en årrække har boet i Sydafrika, før hun og familien slog sig ned i Lindeballe for halvandet år siden.

Frygter for fremtiden

Natalka Hansen fygter meget for fremtiden i Ukraine.
"Folk tror, at det her er en konflikt mellem det vestlige Ukraine, som gerne vil i EU, og så den østlige del, der hellere vil være knyttet til Rusland. Men sådan er det ikke. Almindelige folk fra øst og vest går på gaden, fordi de gerne vil have rettigheder og et liv som de fleste andre i Europa. Jeg kan stadig ikke tro på det, der sker," siger en fortvivlet Natalka Hansen.

Vold? Ikke i Ukraine!

"Mange af mine danske venner har ringet og spurgt til, hvordan jeg har det med alt det her. Og til mange af dem har jeg tidligere sagt, at vold, det er ikke noget der sker i Ukraine. Der demonstrerer man fredeligt. Og så det her! Jeg håber snart, det er slut."