Mindre affald skaber øget værdi
Der er penge i at interessere sig for affald. Det var budskabet til et temamøde i klimanetværket for virksomheder i Greve Kommune. Mødet blev holdt hos slankemiddelsproducenten Nupo, som selv sparer i omegnen af 30.000 kr. om året ved at genanvende mere a
BÆREDYGTIGHED - Fremtidens succesfulde virksomheder er de, der formår at udnytte ressourcerne bedst. På bare 10 år er de globale råvarepriser steget 147 procent, og i fremtiden vil priserne stige endnu mere eksplosivt.
Derfor er der både gode penge og stor miljøeffekt i at se affald som en ressource frem for noget, man bare skal af med. For os er det vigtigt at tage et ansvar, og derfor glæder det os meget at kunne lægge lokaler til at inspirere andre virksomheder.
Sådan lyder budskabet fra Jesper Schmith Kampmann, direktør for slankemiddelproducenten Nupo, der var vært ved det seneste temamøde i klimanetværket for virksomheder i Greve. Virksomheden vil gerne være mere bæredygtig og er derfor begyndt at reducere affaldsmængderne.
Det har indtil videre sparet virksomheden for ca. 40 ton affald, svarende til 30.000 kr. om året.
Mødet bød på spændende oplæg om alt fra, hvad virksomhederne kan forvente af fremtidens lovgivning, til hvordan fremtidens produkter kan fremstilles af affald eller genanvendes i en uendelighed.
Undervejs blev der givet eksempler på lokale virksomheder, som allerede er nået langt.
Årlig besparelse på 300.000 kr.
Én af dem er Prima Frugt, som har sparet næsten 300.000 kr. om året ved også at minimere affaldet – i dag er det næsten omkostningsneutralt for virksomheden at komme af med affaldet.
En anden virksomhed er GREENtech Denmark, som handler med IT-udstyr, der er skrottet af andre virksomheder. Udstyret serviceres, så det bliver som nyt – nu blot en del billigere.
Greve Kommunes klimanetværk henvender sig til virksomheder, der har interesse i at spare på energi, transport, affald og ressourcer. Netværket mødes 3-4 gange om året, hvor der er et bestemt tema på programmet ved hvert møde. Næste møde er torsdag den 29. maj 2014.
sl