Fortsæt til indhold

Ældre Sagen kalder ind til årsmøde

Møde i Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald

Samfund
Anette Bonde

Tirsdag 11. marts klokken 19 holder Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald sit årsmøde i Auning kirkes sognehus. Efter årsmødet og aftenkaffen fortæller den nye formand for voksen- og plejeudvalget Lars Møller om kommunens visioner på ældreområdet.

1440 lokale medlemmer

Formand Orla Lund noterer med tilfredshed, at der på landsplan er 667.000 medlemmer, og lokalt er der et medlemstal på 1440.
“Ældre Sagen, såvel på landsplan som lokalt, holder nøje øje med de forhold som svage ældre lever under. Vi vil i forhold til det offentlige være en konstruktiv og bidragydende samarbejdspartner.”
Han er glad for, at kommunen valgte at udmønte de 8,1 millioner kroner, som man får ekstra til ældreområdet, til mere rengøring hos svage ældre.
“Vi ser nu frem til, at vort tidligere forslag om at etablere et storrengøringsprojekt for svage ældre, som en aktiveringsopgave, nu bliver til noget.”
Ældre Sagen forventer også, at kommunen vil tage hensyn til de borgere, der ikke ønsker at modtage digital post fra det offentlige.
“Det er ikke rimeligt at borgere skal tvinges til at anskaffe sig en computer, hvis de ikke magter at bruge den.”
Orla Lund understreger, at Ældre Sagens vigtigste opgave er den frivillige sociale indsats. I Rougsø-Sønderhald komiteen er der således 102 frivillige i de forskellige sociale tjenester. Med virkning fra 2014 er der oprettet en ny tjeneste, seniorvejledning, der hjælper borgere med korrespondance og dialog med det offentlige og andre.

Fire på valg

På årsmødet er der valg til lokalbestyrelsen. Der er fire på valg, og af disse er tre parat til at fortsætte. Der er kommet tilsagn fra et andet medlem til at opstille til lokalbestyrelsen.