Silogrunden forvandles til Ørsteds nye mødested
En multibane, et opholdssted med overdækning og en legeplads afløser de tidligere store siloer i Ørsted
I løbet af i år bliver etape 1 færdig med forvandlingen af silogrunden i Ørsted. Så er der kommet en legeplads, en multibane og et opholdsområde.
Arbejdsgruppen bag projektet er sammensat af repræsentanter for foreningssamarbejdet i Ørsted. Ivan Hammer Sørensen, der er koordinator, fortæller, at mere er i vente. Han regner med, at det samlede projekt, der indbefatter resten af silogrunden, strækker sig over det meste af 2015 også. Der er nemlig også ønske om at indrette p-pladser samt en amfiscene.
Desuden er der planer om at åbne op ind til gårdhaven ved Ørsted Kro, så der bliver sammenhæng mellem kroen og silogrunden. Den beslutning ligger dog hos bestyrelsen for Ørsted Kro A/S.
Gadefest og skøjtebane
Multibanen skal indrettes, så den også kan danne bund for telte, når der skal holdes byfest. Det sker allerede til juni, hvor “Den store Gadefest” er planlagt.
Hvis det kan lade sig gøre teknisk, er det også meningen, at multibanen kan laves til skøjtebane om vinteren.
“Målet er at få lavet et aktivitetsområde, der indeholder muligheder for alle aldersgrupper i en park midt i byen.Her på silogrunden ligger den godt”, fastslår Ivan Hammer Sørensen.
Han fortæller, at siloerne, inden de blev revet ned, ikke havde været i brug i mindst ti år. Derfor pusles der også med planer om at udskrive en navnekonkurrence for grunden, nu hvor arealet får en helt ny funktion.
Der er blevet hentet tilbud fra tre forskellige firmaer om indretningen af grunden. På torsdag mødes arbejdsgrupper og vurderer forslagene.
Derefter holdes der møde med Norddjurs Kommune, inden borgerne i Ørsted ved et offentligt møde på Ørsted Kro torsdag 13. marts får lejlighed til at høre nærmere om projektet. Det er dog ikke mere færdigt, end at der også bliver mulighed for at komme med ideer til planerne.
I gang i april
I slutningen af marts kommer projektet på dagsordenen i kommunens miljø- og teknikudvalg, og derefter kan der sandsynligvis gives grønt lys til det firma, der vandt Ørsted-projektet. Gravemaskinerne kan så gå i gang midt i april.
Ivan Hammer Sørensen glæder sig.
“Det kan nok ikke erstatte boliger, men det kan måske medvirke til at det på længere sigt bliver endnu mere interessant at bo i Ørsted. Det er igen et bevis på godt samarbejde i Ørsted - vi står sammen om projekter, der fremmer livskvalitet.”