Fortsæt til indhold

"Jeg er jo nødt til at følge med"

85-årige Kirsten Grove modtager IT-undervisning i hjemmet. Et nyt tilbud fra Gentofte Kommune sender tålmodige medarbejdere ud i private hjem

Samfund
Af Kathrine Albrechtsen kathrine.albrechtsen@lokalavisen.dk

Lejligheden bærer præg af et langt liv. Her er bøger fra gulv til loft, samt billeder på rad og række med smilende børn og børnebørn. Men et nyt liv er ved at tage form for 85-årige Kirsten Grove. Det digitale. På skrivebordet har en lille sort bærbar computer nemlig fået sin faste plads.
"Jeg er jo nødt til at følge med. Men har også lysten og nysgerrigheden til det", fortæller Kirsten Groove.
"I starten tænkte jeg, at det lærer jeg aldrig, fordi man er meget usikker på, hvad der sker, når man trykker på tasterne. Derfor er det trygt, at der sidder en ved siden af og hjælper mig igennem".
Kirsten Grove er en af de fem borgere, som indtil videre har fået bevilliget IT-undervisning i hjemmet af Gentofte Kommune, fordi hun er gangbesværet.
"Jeg sendte ansøgningen, og tre uger efter havde jeg en medarbejder fra det digitale team i røret, hvor vi aftalte nærmere om en dag og tidspunkt", forklarer hun.
Og tiden kræver, at ung som gammel lærer at bruge en computer. Den digitale overgang i det offentlige er gået i gang, og i dag foregår blandt andet flytning og bestilling af sundhedskort digitalt. Men den 1. november tager man endnu et skridt, når borgere fremover kun vil modtage breve fra det offentlige i deres digitale postkasse.

Verden ind i stuen

Hvert besøg fra Det Digitale Team i Gentofte Kommune varer højest to timer. Karin Ravn Tonsberg er en af de to medarbejdere, som kommer på besøg. Her gennemgår hun for eksempel brug af netbank og e-mail.
"Der er en gruppe borgere, som ikke har mulighed for at bevæge sig ud og få hjælp til det digitale univers. Med det her tilbud bliver de ligestillet med alle andre. Det handler ikke kun om digitalisering, men også om at vise ældre og unge, som har svært ved at komme ud, at de kan få hele verden ind i deres stuer", siger Karin Ravn Tonsberg.
Kirsten Grove har tidligere prøvet at deltage i IT-kurser hos Ældresagen, men som gangbesværet fandt hun det besværligt at blive fragtet til og fra med handicapkørsel. Hun følte også som nybegynder, at vejen var alt for lang.
"Dengang gav jeg op. Derfor er jeg enormt taknemmelig for, at hjælpen i dag kommer til mig. Foran skærmen herhjemme tager vi det stille og roligt. For hvert besøg tager vi et emne ad gangen. Ellers bliver det hurtigt for meget. Modsat min søn er Karin også enormt tålmodig med mig", griner hun.
Indtil videre har Kirsten Grove fået styr på netbank og skat. Næste gang skal hun lære at bruge sin e-mail, så alle børn og børnebørn, der har bosat sig over hele landet, snart vil modtage post.
"Inde på nettet kan vi alle komme hinanden nærmere".