Fortsæt til indhold

Teologien tages ned på jorden

Teologiens Døgn indfører i år et tema og et Speaker’s Corner for at få mere folkelighed

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Tallet fire spiller en afgørende rolle for programmet til dette års Teologiens Døgn, der afholdes for tredje gang.
Årstal som 1764, 1814, 1914, 1944 og 1994 kædes sammen med begivenheder som Hans Adolph Brorsons død, de første bibelselskaber, drabet på Kaj Munk og den lokale biskops indsættelse.
Alt sammen markeres med forskellige foredrag og arrangementer, der holdes i en folkelig tone.
"Det er meget vigtigt for os, at talerne ikke er akademiske, men folkelige. Det er ikke lægmænd, men almene mennesker, vi gerne vil gøre opmærksomme på, at teologien er interessant," siger Poul Henning Bartholin, der er domprovst og medarrangør af Teologiens Døgn.
For at nå bredt ud har arrangementet i år et samlende tema i tallet fire og færre events på programmet.
"Tidligere år har det mere haft karakter af en pose blandede bolsjer, men i år har vi et tema, der skaber en klarere profil. Og vi har godt og vel 100 ting på programmet, hvilket er lidt færre ting end sidste år, og det skulle gerne gøre det lidt mere overskueligt," siger Poul Henning Bartholin.
For folkelighedens skyld sætter Teologiens Døgn i år et telt op på Bispetorvet.
Her bliver der bl.a. gadeteater og et Speaker's Corner.
"Foredragsholdere der i øvrigt medvirker, får et kvarter til at fange folk, som man kender det fra Hyde Park i London," forklarer domprovsten.

Nordisk bispe-rekord

Et af højdepunkterne i programmet er et samtale-interview med Kjeld Holm, der i år kan fejre sit 20 års-jubilæum som biskop i Aarhus Stift.
"Vi markerer Kjeld Holms jubilæum, og at han er Nordens længst-siddende biskop. Han er en omdiskuteret personlighed med markante meninger. Han vil blive interviewet af Bente Clausen til en snak om sit virke som biskop og om kirkens rolle i samfundet," fortæller domprovsten.
Han understreger, at Teologiens Døgn ikke er et kirkeligt arrangement.
"Det handler om teologi og hverdagen. Derfor har vi f.eks. også en foredragsrække om pave Frans, der er det katolske overhoved. Han er en person, som mange mennesker lægger mærke til, og det har betydning, hvad han gør og siger. Han bliver kaldt de fattiges pave, men måske er han mere en reform-pave, der har et nyt syn på emner som cølibat og kvindelige præster. Det er ganske interessant og noget, vi undersøger og diskuterer nærmere," siger Poul Henning Bartholin.

Seks biskopper i byen

Teologiens Døgn får i år besøg af seks af landets 10 biskopper der vil fortælle om, hvad der i sin tid inspirerede dem til at studere teologi, og hvad der har været med til at holde denne interesse levende i deres virke som biskopper.
Biskopperne er på programmet fredag aften og lørdag formiddag.
Der er gratis adgang til alle events til Teologiens Døgn, der er arrangeret af seks stifter, Aarhus Universitet, Diakonhøjskolen, Aarhus Katedralskole og Pastoralseminariet.