Fortsæt til indhold

Mange kollegaer taler i mobiltelefon

Patrick Strüwing er en af landets yngste kørelærere

Samfund
Af Mikkel Carlsen

Vejle har fået en ny køreskole på Dæmningen. Her er Trekantens Køreskole netop åbnet i nyistandsatte lokaler på adressen 41a. Indehaver og kørelærer er 22-årige Patrick Strüwing, der med egne ord forstår de unge elever bedre end de fleste andre kørelærere.
Den nyåbnede køreskole er kun 14 dage gammel, og kørelæreren er egentlig for ung i henhold til de nyeste regler, hvor en kørelærer skal være fyldt 24. Patrick klarede sig lige igennem på de gamle regler, hvor aldersgrænsen var 21. Og dermed er han nu en af Danmarks yngste kørelærere.
Egentlig var han i gang med at uddanne sig til auto-lakerer, men måtte droppe ud på grund af allergi. At vælge uddannelsen som kørelærer lå lige for, da hans mor er kørelærer i Aarhus, og han er så at sige vokset op på en køreskole.
Patrick ser det som en styrke, at han er nogenlunde jævnaldrende med mange af eleverne.
"Jeg har en anden indstilling end ældre kørelærere og kan bedre se tingene fra elevens side. Og så tror jeg, at mange af de unge synes, det er sjovere at køre med en på deres egen alder," siger han.

Snakker i telefon

Ifølge Patrick Strüwing har mange kørelærere en tendens til at snakke i telefon under kørslen, og de retter på eleverne, når de har begået en fejl, frem for at instruere dem, før fejlen opstår.
"Jeg havde selv en kørelærer, der snakkede i mobiltelefon 70 procent af tiden, og det har en stressende effekt på eleven. Når man har betalt en mand for at lære én at køre, så skal man også have hans fulde opmærksomhed," fortæller han.
Udover at tage 'almindeligt' kørekort kan man også generhverve sit kørekort og tage erhvervskørekort til taxa hos Trekantens Køreskole.