Fortsæt til indhold

Hummelmosen har 25 års jubilæum og er på nettet

Generalforsamling og 25 års jubilæumslagkage i spejdercentret Hummelmosen ved Ørum

Samfund
Anette Bonde

Spejdercentret Hummelmosen fejrede jubilæum og holdt generalforsamling samtidig, hvor formand Freddy Bach Madsen kunne berette om et nogenlunde normalt år. Udlejningen ligger nogenlunde på niveau med de foregående år, men der er dog et stykke vej til de 54 udlejninger i 2010, fortalte han.
Som et forsøg var handicaptoilettet ulåst i perioden 1. april til 1. september til fri afbenyttelse, og da det ikke gav anledning til problemer, vil det også være gældende fremover.

Tyverisikring

Til gengæld oplyste Freddy Bach Madsen med beklagelse, at det desværre har været nødvendigt at købe videoovervågningssystem samt opsætte kæder ved indkørslerne.
“Trods kæder og overvågning har vi endnu en gang været udsat for tyveri og hærværk mod kameraerne.”
To medlemmer af Hummelbierne er udpeget som brugere og ansvarlige for systemet, og de har adgang til filmene fra overvågningskameraet.
Mere positivt er der også blevet brugt en del penge på at få etableret internet på Hummelmosen via en satellitforbindelse.
Hummelmosen står overfor andre store investeringer, blandt andet nye tagrender, renovering/nye toliletskillerum samt borde og stole.
“Desuden overvejer vi en anden billigere og grønnere opvarmningsform, som solceller eller lignende.”

25 års jubilæum

Der var 26 deltagere fra det meste af Djursland med ved generalforsamlingen. De var efterfølgende med til at fejre Hummelmosens 25 års jubilæum med en mægtig lagkage og hyggelig snak.
Til slut fik alle grupper en friweekend på ”Hummelmosen” for gruppens medlemmer.