På spring til at se døden i øjnene

Hvad får en ung kvinde til at melde sig frivillig som vågekone, når de fleste mennesker helst laver en kæmpestor bue omkring døden?
“Det giver mig en enorm ro at være på en vågetjeneste - og så får jeg ikke mindst en tro på menneskeheden,” lyder det kontante svar fra 32-årige Erica Kirbæk, som er koordinator for den lokale vågetjeneste under Dansk Røde Kors og en af gruppens yngste vågekoner.
“Folk er altid overraskede, når de møder mig første gang. Den gængse forventning er, at vågekoner - eller mænd - er oppe i alderen. Personlig håber jeg, at vi kan blive endnu flere yngre vågere, så vi hver især kan bidrage med de egenskaber, som de forskellige livsstadier beriger os med,” fortæller Erica, som har været tovholder i Vågetjenesten i godt et år.

Truffet atypiske valg

“Jeg havde i lang tid haft et ønske om at udføre et frivilligt arbejde, som giver mening, gerne på et område, som kunne trænge til mere synlighed. Jeg har aldrig fulgt flertallet og har nok i forhold til andre jævnaldrende altid truffet de atypiske valg. Så da jeg læste, at Haderslev Røde Kors søgte en koordinator for vågetjenesten, var jeg ikke i tvivl.”
Ericas bagage af egne livserfaringer var i forvejen godt fyldt op.
“Jeg har passet min egen mor, som stort set har været syg hele mit liv og som endte med at dø af kræft. Året efter mistede jeg min bror,” fortæller Erica afklaret og tilføjer:
“Jeg er ikke udstyret med et filter, at noget er svært. Det gør mange ting nemmere.”

Korpset støtter hinanden

Vågekonerne er hinandens vigtigste støtter. På det månedlige fællesmøde er der hjælp at hente, og gode råd at få. Og skulle man have behov for mere, er der mulighed for psykologhjælp til de frivillige.
“Inden min første vågetjeneste spurgte jer en af de erfarne kolleger: Hvad er det i kan og hvad er det i gør? Svaret var, at “du skal bare være”. Det lyder måske nemt nok, men det er det ikke. Det er ikke nemt at være sammen med et fremmed menneske i den . Det kan være meget grænseoverskridende. Alligevel giver det, at være i øjeblikket, at bare være, mig så meget. Der er noget meditativt over det.”

En del af livet

Erica er selv mor til tvillingepiger på tre år, og de ved præcis hvilken mission mor skal ud på, når hun en aften pludselig pakker tasken.
“Døden kan ikke altid planlægges, så nogen gange kræver det, at jeg bare tager afsted. Når så pigerne spørger ind til det, så fortæller jeg dem, at jeg skal ud at passe en, som er meget syg. Jeg er meget åben omkring det, fordi jeg tror at det giver bedst mening for mine børn på denne måde. Det er godt at lære, at smerte og død, ligesom glæden, er den del af livet,” fastslår Erica, som desuden finder en stor ro i at vide, at der er andre, som hende, der ikke er bange for at blive konfronteret med livets mange facetter.
“Når vi bliver født, så er der jubel og fest. Når vi derimod dør, så er der stille og trist. Hvorfor? Vi skal jo alle herfra en dag. Hver 10. dansker dør alene, så personlig gør tanken mig glad, at der er andre som mig, der vil holde mig i hånden, når jeg engang skal herfra.”