Kokkedal på Vej har eksporteret en af projektets succeser til Sverige
På en solbeskinnet torsdag tog sekretariatet for Kokkedal på Vej i mod 15 besøgende fra Helsingborg. De svenske gæster havde taget turen over sundet for at blive klogere på, hvordan Kokkedal på Vej arbejder med familier i boligområdet gennem Bydelsmødre-indsatsen. De fire kommunale medarbejdere og 11 kommende svenske Bydelsmødre tog for kun fire uger siden hul på deres Bydelsmødre-indsats netop med inspiration fra Kokkedal.
I 2013 var både sekretariatet for Kokkedal på vej og Bydelsmødrene i Kokkedal på besøg i boligområdet Drottinghög i Helsingborg for at søge inspiration og samarbejdsmuligheder med Helsingborg Kommunes boligsociale indsats.
De kommunale medarbejdere fra Helsingborg blev så inspireret af arbejdet med Bydelsmødrene i Kokkedal, at de nærmest omgående begyndte at planlægge en lignende indsats.
”Og det har vi så hjulpet dem med på flere fronter”, siger projektleder for Bydelsmødrene i Kokkedal Louise Mehnke, som fortsætter:
”Vi lærer nærmest ligeså meget af denne proces, som vores svenske samarbejdsparter gør, og så er det meget motiverende for vores engagerede bydelsmødre at være med til at inspirere andre i et andet land til at gøre en frivillig indsats for mere medborgerskab i et bedre boligområde”.
”I Danmark er der 40 bydelsmødre-indsatser og en landsorganisation. I Kokkedal har vi været i gang i næsten to år med vores Bydelsmødre-indsats. I Sverige er I de første – I er pionerer, og vi er stolte af, at vi i Kokkedal på Vej kan være med til at starte denne proces op sammen med jer. Og hvem ved, måske breder det sig til andre bydele i Sverige, hvor man også kunne have gavn af, at frivillige lokale kvinder arbejder tæt sammen med udfordrede familier og myndigheder om at bringe håb og realistiske forandringsforløb”, sagde sekretariatsleder Michael Hedegaard til forsamlingen, før snakken gik løs og forsamlingen gik en tur rundt i boligområdet.