Fortsæt til indhold

Tredje Lillebæltsbro giver Kattegatbroen baghjul

Det kan bedst betale sig at bygge en tredje Lillebæltsbro

Samfund
Af Hans Larsen

En fast forbindelse over Kattegat mellem Aarhus og Kalundborg via Samsø til den nette sum af 133 milliarder kroner er kommet bagud på point i forhold til en ny og tredje Lillebæltsforbindelse.
En ny Lillebæltsbro for både jernbane og motorvej til 15 milliarder kroner vil ifølge en ny analyse fra Transportministeriet være det bedste alternativ, når det handler om at udbygge vej- og banekapaciteten mellem Øst- og Vestdanmark.
Allerede i 2030 vil der opstå kritisk trængsel på de eksisterende Lillebæltsbroer, mens behovet for en Kattegatbro tidligst vil indfinde sig efter 2050, hvor der ifølge trafikprognoserne vil opstå trængselsproblemer på Storebæltsbroen, fremhæver analysen.

Afventer Kattegatrapport

Samtidig viser de første beregninger, at kun 5.500 køretøjer vil køre over en Kattegatbro, hvis taksterne bliver ligeså høje som på Mols-Linien. Til gengæld vil 20.700 køretøjer benytte en Kattegatbro, hvis taksterne bliver de samme som på Storebælt.
Politikerne på Christiansborg er dog ikke klar til at melde noget ud om en Kattegatbro, da de venter på en rapport om økonomien i en fast forbindelse, der ventes at udkomme i juni, oplyser Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.
“Vi venter på alle tallene for en Kattegatforbindelse. Så det kan vi ikke rigtigt diskutere endnu ud over, at vi ved, at når vi nærmer os 2040-2050, så begynder kapaciteten at slippe op ved Storebælt. Og det at bygge en ekstra Lillebæltsbro løser ikke problemet ved Storebælt,” siger Kristian Pihl Lorentzen.
Han tilføjer, at der trods alt på længere sigt bliver behov at udbygge kapaciteten på Lillebælt, da de to eksisterende broer kommer under pres, også fra den lokale trafik mellem Trekantsområdet og Odense.
Ifølge Transportministeriets analyse er der dog ikke noget i vejen for at opføre en Kattegatbro, selv om der investeres 28,5 milliarder kroner i forbedret togdrift via Lillebælt.