Fortsæt til indhold

“Nu vil vi knokle for Viby”

Efter mange måneders planlægning er Viby Fællesråd nu på plads

Samfund
Camilla Olesen

Et helt nyt fællesråd i Viby er nu klar til at arbejde for et bedre Viby.
I efteråret sidste år skrev Lokalavisen, at en gruppe stædige ildsjæle var gået sammen om at lave et fællesråd i Viby.
Det er nu lykkes, og forretningsudvalget er netop blevet nedsat.
“Vi skal have gode dialoger med Aarhus Kommune. Den bestemmer jo nogle ting, som påvirker borgerne, og vi har nok nogle synspunkter i fællesrådet, som ikke nødvendigvis er de samme som politikernes. Vi skal sørge for, at borgerne bliver hørt,” siger formand for forretningsudvalget, Lars Nikolajsen, og næstformand Asger Larsen supplerer:
“Vi skal være et talerør for foreninger, organisationer og institutioner i Viby, og vi er sikre på, at vi nok skal få fællesrådet op at køre, ellers var vi ikke startet.”

Trafikudfordringer i byen

Det første, det nye fællesråd vil arbejde for, er trafikforholdene og busforbindelserne i Viby.
“De er ikke særlig gode mellem Højbjerg/Holme og Viby. Derudover er der for langt et stræk mellem Kongsvang og Viby Torv. Der kører mange A-linjer, men der er ikke nogen, der holder på den strækning. Især om aftenen er det er problem,” siger Lars Nikolajsen.
Foruden busserne er der generelle udfordringer omkring Viby, mener det nye fællesråd:
“Der er for meget trafik omkring torvet, og så vil vi arbejde for at få en rampe ved mortorvejen, så vi kan få ledt trafikken udenom torvet,” fortæller Lars Nikolajsen.
Fællesrådet har også planer om at have fokus på en højresvingsbane til Viby Stadion samt cykelstierne til især Viby Skole.
Det er dog ikke kun trafik, det hele skal handle om.
Fællesrådet har nemlig et ønske om at lave nogle såkaldte Viby-dage. Hvis det kan lade sig gøre, bliver det allerede til efteråret i miniformat, og så formentlig i større målestok næste år.
“Vi vil lave noget i stilen med nogle boder, gøgl og bagagerumsmarked,” siger Asger Larsen, og Lars Nikolajsen supplerer:
“Så får vi også også mulighed for at komme i dialog med den almindelige Viby-borger.”

Målet er indfriet

Inden fællesrådet for alvor startede, havde initiativtagerne et mål om, at der skulle være 30 medlemmer af fællesrådet, og det mål er nået.
Lige for tiden bliver der arbejdet hårdt på at få en hjemmeside op at stå, og den skulle gerne være i luften inden for de kommende måneder.
Både formanden og næstformanden er ikke i tvivl om, at fællesrådet bliver en styrke for Viby, og at den brede sammensætning i forretningsudvalget er en styrke.