Fortsæt til indhold

Nu rammer cirkus-feberen Aarhus igen

Cirkus Arena kommer atter til byen med ti dages vild gøgl og artisteri

Samfund
Christina S. Johansen

Artister fra hele verden besøger fra 17. til 27. april Tangkrogen i Aarhus. Cirkus Arena slår nemlig endnu engang vejen forbi Smilets By. Og det ser ud til, at byen virkelig får noget at smile af, når man kigger på årets program. Blandt andet kommer en af verdens hurtigste jonglører, tjekkiske Rudolf Janecek samt franske Fred Jidinis med et Moulin Rouge-inspireret trylleshow, den brasilianske trapez-trup Flying Mendoca med tre-dobbelte saltoer i 12 meters højde, de romænske springbrætartister Troupe Cretu, som ophæver tyngdekraften, for blot at nævne nogle. Dertil kommer blandt andre klovne, heste og elefanter.
Der er altså sket meget siden 1955, hvor Arne Victor Berdino Olsen grundlagde Cirkus Arena, som dengang var Danmarks mindste cirkus med et lille telt, en rejsegrammofon og en enkelt beboelsesvogn. Familien udførte selv alle numrene.

Helt uden sikkerhedsnet

Den nuværende cirkusdirektør, Benny Berdino, debuterede i showet som syvårig med et jonglørnummer. Dermed kan han i år fejre 60 års jubilæum som artist og solist i manegen:
“Fra min første optræden var det min drøm at blive cirkusdirektør for et stort cirkus. Min mor så en fremtid som håndværker for mig, men min far havde andre planer. Jeg gik ud af 7. klasse, og da jeg kun gik i skole om vinteren, har jeg sammenlagt gået i skole i tre et halvt år. Min far ønskede simpelthen ikke, at jeg skulle have noget at falde tilbage på. Intet sikkerhedsnet. Han ønskede, jeg skulle gøre Arena til en succes, og det er jeg ham i dag dybt taknemlig for,” siger Benny Berdino i en pressemeddelelse.
Samtidig med direktørens jubilæum kan hans barnebarn Patrick Berdino for første gang fremvise cirkussets elefanter.
Han er blot 22 år, men er klar til at tage den, på mange måder, gigantiske udfordring på sig.
”Jeg er opvokset med elefanterne, og jeg glæder mig helt vildt til at vise publikum alt det, vi har trænet på hele vinteren. Det er tre gigantiske personligheder, der kommer her,” siger Patrick Berdino i en pressemeddelelse.
Trods den unge alder er Patrick allerede erfaren indenfor cirkuslivet, og han ved, at han på et tidspunkt skal overtage familiearven.

Rudi Janecek er en af verdens hurtigste jonglører. Han leverer et hæsblæsende nummer med syv køller i luften på samme tid.

Vind billetter til showet

Hver af Lokalavisen Aarhus' fire aviser udlodder to billetter til fem personer og én hovedpræmie á seks billetter. Hele 24 personer har altså muligheden for at komme en tur i Cirkus Arena med påhæng.
Find konkurrencen her og kryds så fingre.
Konkurrencen slutter 15. april klokken 10.

Patrick Berdino, barnebarn til cirkusdirektør Benny Berdino, står i år for at fremvise cirkussets afrikanske elefanter for første gang.
De spanske Rampin Brothers jonglerer med hinanden. Eller det vil sige, storebror Javier jonglerer med sine brødre.