Kommune må ikke melde sig ud af kulturfællesskab
Lyngby-Taarbæk ønsker ikke længere at være med i det tværkommunale kultursamarbejde KulturMetropol Øresund. Men kommunen må ikke melde sig ud
Lyngby-Taarbæk Kommune tilsluttede sig sidste år KulturMetropolØresund, der er et tværkulturelt samarbejde mellem 26 kommuner i Region Hovedstaden. Tanken var, at medlemmerne skulle hjælpe hinanden med at arrangere større kulturprojekter.
Men her godt to år efter Lyngby-Taarbæk Kommune satte sit blæk på aftalen, vil kommunen ikke længere være med. Årsagen er, at kommunen ikke har har opnået den store succes ved projekterne i KulturMetropolØresund. Et af de kulturprojekter Lyngby-Taarbæk Kommune skulle have arrangeret var et projekt på skoleområdet. Men det er ikke blevet til noget, da det har været svært at finde deltagere.
Det er dog ikke ligetil at melde sig ud af sammenslutningen, fremgår det af et svar fra organisationens styregruppe.
"Hvis vi havde accepteret jeres ønske om at træde ud, ville det påvirke hele det økonomiske fundament for aftalen og projekterne. Det er der ingen af aftalens øvrige kommunale eller regionale partnere, der er indstillet på," skriver Tom Nielsen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Ballerup Kommune og desuden formand for KulturMetropolØresund.
Kultur- og Fritidsudvalget i Lyngby-Taarbæk skal nu drøfte, hvad man skal stille op med medlemsskabet.