Et mere værdigt misbrug i Istedgade

Fredag morgen står sygeplejerskerne Maria Götzthe og Anne Hyldekvist foran Skyen – stofindtagelsesrummet på Istedgade i København. De er ikke i tvivl om, at de gør noget godt, og at de gør en forskel.
”Det giver god mening for alle, at der er ordnede forhold og rent værktøj. Brugerne får et mere værdigt liv, og de skal ikke stå med numsen bar og fixe på gaden,” siger de.
”Vi er vel blevet lidt afhængige af vores arbejde – for vi lærer jo folk at kende. Vi vil dem gerne, og vi prøver at være inkluderende. Det er resten af samfundet ikke”.
Maria og Anne mener, at Skyen burde holde åbent hele døgnet:
”Man holder jo ikke fri fra at være stofmisbruger.”
Læs også: Fixerum tiltrækker brugere fra hele regionen
De seneste 35 år har Vesterbro og enden af Istedgade op mod Hovedbanegården været landets centrum for narkohandel og narkoindtag og Skandinaviens største åbne stofscene med mange besøgende fra nabolandene og provinsen.
Skyen ligger sammen med Mændenes Hjem, som er nabo til politistationen Station City, og lige om hjørnet er Halmtorvet blevet mondænt med flotte cafeer, hippe restauranter og dyre lejligheder.
I rygerummet er otte brugere i gang med at ryge crack kokain.
Loftet er én stor emhætte, som udskifter luften 32 gange i timen.
”Hvorfor er Rasmus ikke overborgmester eller statsminister, spørger en bruger mig.”
”De gør et fantastisk stykke arbejde og får alt for lidt i løn, fortsætter brugeren, der lidt senere bliver hentet med ud på fortovet af to uniformerede politifolk til en snak.
Der går fem minutter, inden han er tilbage og får sin pakke med stoffer tilbage fra en kammerat, der har haft dem i lommen under samtalen med ordensmagten.
Rasmus hedder Koberg Christiansen til efternavn og er afdelingsleder på stofindtagelsesstederne på Vesterbro.
Han kender rigtig mange af hans faste kunder:
”98 procent af brugerne er søde, sympatiske mennesker – de er stille og rolige ligesom dig og mig. De har bare været ekstremt uheldige eller har haft dårlige vilkår fra starten. 99 procent af dem har rigtig gode grunde til at kommer her – for der er ikke noget smart ved at komme her,” siger han.

Bubber på stoffer

I de halvandet år, der har været åbent, har her ikke været episoder med direkte vold – men de ansatte har oplevet at blive både spyttet på og få alvorlige trusler.
Begge dele udløste politianmeldelser.
Alle ansatte bærer overfaldsalarmer, og går en bruger over stregen, så bliver det politianmeldt – de opererer ikke med begrebet karantæne.
Rasmus kender mange ved navn, men man kan kalde sig hvad som helst, når man bliver registreret som bruger.
Derfor har både Prinsessen, Bubber og Dronning Ingrid deres faste gang her i Skyen.
Læs også: Fixerum tiltrækker brugere fra hele regionen
Første gang man er her, skal man opgive et brugernavn, alder, køn, kommune og hjemland. Når blanketten er underskrevet kan man enten booke 45 minutter til at sprøjte sig eller 35 minutter til at ryge.
Der er otte pladser til hver aktivitet – og der er run på her fredag formiddag.
Der er mest pres på rygerummet.
”Vi har nogle kæmpe kapacitetsudfordringer i forhold til rygerne. Når folk sidder i kø og har stofabstinenser, så opstår der meget nemt konflikter, ” siger Rasmus Koberg og tilføjer:
”Vi har brug for 16-20 rygepladser.”
De åbnede 2. oktober 2012 med et succeskriterium på mellem 100 – 200 injektioner om dagen. Den 31. oktober 2013 havde de over 800 stofindtag på Vesterbro inden døre på de to stofindtagelsesrum, rygerummet og det mobile fixerum – Fixelancen.

Meget mere værdighed

Brugerne har taget tilbuddet til sig og for nylig blev de spurgt om deres mening:
”De bruger os på grund af øget sikkerhed – de kan tage deres stoffer i ro og fred uden fare for at blive rullet eller få stofferne konfiskeret af politiet.”
”De nævner deres sikkerhed i forhold til overdoser. De ved, at hvis de overdoserer, så er der personale til stede, der kan intervenere.”
”De er glade for at tage deres stoffer i en ramme, hvor der er rent og pænt og hygiejnisk.”
”Og så handler det om værdighed."
Brugerne har ikke syntes, det var fedt at sidde i en vandpyt mellem to biler og tage stoffer, mens børnehaven eller turistbussen kom forbi, fortæller afdelingslederen.
Det koster 17 millioner kroner om året at drive de tre steder.
For det får man 20 fastansatte og et vikarkorps på 20-25 mennesker.
Er det pengene værd?
”Det kan jeg love dig, det er. Hvis der skal være mening med noget i forhold til skatteydernes penge, så er det det her. Det redder liv, det fjerner affald og kanyler fra sandkasser – og det hjælper den samfundsgruppe, der har allermest brug for hjælp overhovedet," siger Rasmus Koberg Christiansen.
”De lever et vildt, benhårdt liv. Det bliver de trætte af nogle gange – og så er vi der og kan være første fase i en brobygning – en hjælp til at komme i kontakt med de øvrige behandlertilbud som afvænning, psykiatri, hospital, tandlæge osv."
Han vil derfor ikke købe kritikernes argumenter om, at de bare er en hylde, som stofmisbrugerne bliver parkeret på.
For de har lavet over 4.000 henvisninger til andre behandlingstilbud.
Det er nemlig ikke enten eller – og det har ikke virket i 35 år, at man ville ramme alle med behandling.
”Hvis brugeren vil have behandling – så skal han have det. Men hvis brugeren vil fixe, skal han så henvises til vandpytten, eller skal han kunne komme her, hvor vi kan få øje på fixeskader og andet, som vi kan hjælpe med? ”spørger han.
Rasmus Koberg Christiansen er åben over for at prøve alle muligheder.
For ingen har endnu fundet de vises sten i forhold til, hvordan man skal løse misbrugernes problemer.

Her er for meget larm

En bruger er færdig med at fixe, og hun er frisk på at fortælle sin mening om stedet:
"Det er rigtig dejligt at komme her. Men her er også meget larm. Når man tager coke, skal der være stille, og så kan det godt være frustrerende at være herinde. Men ellers er det rigtig dejligt – især i vintertiden, når det er koldt udenfor."
Hun er kommet her siden åbningen i 2012.
”Jeg syntes, der skulle være åbent hele døgnet. Jeg fixer jo også om natten, og så ville det være bedre at kunne komme herind.
Læs også: Fixerum tiltrækker brugere fra hele regionen
Hvordan er forholdet til naboerne?
”Det skal ikke være nogen skønsang det her. Vi gør rigtig mange gode ting, men det er ingen dans på roser at være nabo til Mændenes Hjem eller stofindtagelsesrummet. Vi har de mest tolerante naboer på Vesterbro, men de kan også blive ekstremt frustrerede over situationen."
"Vi har Skandinaviens største åbne stofscene, og brugerne larmer, laver ballade, råber om natten og holder folk vågne," siger Rasmus Koberg Christiansen og tilføjer:
”Forholdet til naboerne ligger os meget på sinde. Der er blevet meget mindre kanyleaffald og stofindtag i det offentlige rum, men det er stadig en kæmpe udfordring at bo lige ved siden af en så stor social institution.