Fortsæt til indhold

Skanderborg hylder fællesskabet

Skanderborg Kommune har sagt ja-tak til at være medstifter af ny dansk pris, som hylder menneskers særlige indsats for fællesskabet

Samfund
Grethe Bo Madsen

Ledere og medarbejdere i Skanderborg Kommunen vil nu slå et slag for fællesskabet og de særlige ildsjæle, der er med til at skabe det. Derfor har kommunens medarbejdere gennem hovedsamarbejdsudvalg (HMU) sagt ja-tak til at være medstiftere af en ny dansk pris: Fællesskabsprisen. Prisen sætter fokus på alle de mennesker, der gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet i Danmark.
"Fællesskabsprisen er en anerkendelse af det store arbejde, som både aktive borgere og medarbejdere gør for fællesskabet. Prisen er med til at udbrede tanken om, at vi alle kan bidrage til fællesskabet, og den hænger rigtig godt sammen med den måde, vi tænker kommune på," fortæller kommunaldirektør i Skanderborg, Lisbeth Binderup.
Og det er næstformand i HMU, Bent Eriksen, fuldstændig enig i.
"Vi går ind i projektet, fordi vi gerne vil være med til at rette fokus mod den indsats, som helt almindelige mennesker gør hver dag for os alle sammen. Den er nemlig uvurderlig og helt afgørende for sammenhængskraften og velfærden i vores samfund," konstaterer han.
Fællesskabeprisen stiftes i samarbejde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, ISS, Falck, DFDS, Dansk Metal, 3F, HK, Metropol, VIA og UC.
Borgerne i Skanderborg opfordres nu til at nominere enkeltpersoner, grupper af medarbejdere eller aktive borgere, som de mener, har gjort en ekstraordinær indsats for fællesskabet. Nomineringen kan ske via hjemmesiden www.fællesskabsprisen.dk frem til 5. maj.
"Det her projekt handler om at få sagt tak til alle dem, der fortjener en anerkendelse af, at de er afgørende for vores samfund, vores fællesskab og vores tillid til hinanden. Tænk hvis vi havde et mindre stærkt fællesskab i Danmark. Og tænk hvis vores tillid til pædagogen i daginstitutionen, buschaufføren, servicemedarbejderen eller til de mennesker vi står ved siden af i køen i Netto, den var væk. Så ville vi have et samfund med en markant mindre sammenhængskraft og mindre tryghed. Det vil ikke alene være et samfund med dårligere livskvalitet for os alle sammen, men vil også føre til et fattigere samfund i kroner og øre," siger Martin Gaarn Thomsen, der som adm. direktør i ISS har været blandt initiativtagerne til den nye pris.
Prisuddelingen finder sted ved en stor fest i København 22. maj. Her uddeles Fællesskabsprisen til i alt 10 enkeltpersoner eller grupper, der hver dag ikke alene passer deres arbejde, men som samtidig yder en ekstraordinær indsats for os alle sammen.