10-årig Hasselager-pige blæser sig til guld
Lokal pige har opnået guldmærke i at blæse i jagthorn med 1626 point
10-årige Cecilie von Ekensteen fra Hasselager har fået guldmærke i jagthorn.
Normalt forbinder man hornblæsere med jægere og gråt hår, men det er ikke tilfældet her.
Cecilie har nemlig haft interesse for jagt og hornblæs det seneste år.
Hun begyndte at blæse i horn som 9-årig og har tilsyneladende et stort talent inden for området.
Hun har fået sin interesse for den lidt særprægede hobby fra sin bedstemor, som hun træner sammen med tre gange om ugen. De seneste måneder har hun også fået undervisning af William Paul Leates for at blive klar til konkurrencen, står der i en pressemeddelelse, som Lokalavisen har modtaget.
Da hun var til mærkeblæsning på Kalø, fik hun guldmærke med 1626 point i solo på Fürst Pless jagthorn, hvilket er flot i sig selv, men især i hendes alder, lyder det i pressemeddelelsen.
Hendes blæs var så godt, at hun er blevet udtaget til forbundsmesterskaberne 24. maj i Stevns, hvilket svarer til DM.