Er tvivl en styrke?

Også efter påske er tvivl et vigtigt tema i kirken – men hvordan skal vi i det hele taget anskue tvivl hos os selv og andre: Er det især en styrke eller mere en svaghed?
"Tvivl er opfindelsernes kilde," sagde naturvidenskabsmanden Galilæi allerede i 1500-tallet. Omvendt siger et ordsprog: "Tvivlen skaber det bjerg, som troen kan flytte."
Der er noget sandt i begge udsagn: Tvivl kan blive kilde til ny indsigt og uanet udvikling, men den kan også være lammende, så den ødelægger os selv og alle vore muligheder.
Om vor tid sagde matematikeren og filosoffen Bertrand Russell:
"Det fundamentale problem i den moderne verden er, at de dumme er urokkeligt skråsikre, mens de intelligente er fulde af tvivl."
Tvivl er altid at foretrække frem for bedreviden. For allerede i at være bedrevidende, har den bedrevidende afskåret sig fra nogensinde at kunne blive klogere. Mens tvivlens potentiale er, at som tvivlende er man nødt til at være opsøgende og interesseret; i håb om at blive tvivlen kvit!
Netop derfor kan tvivl aldrig blive et ideal i sig selv. For kun at være tvivlende fører ingen steder hen. Tænk, om man til ordene "jeg er din ven" eller "jeg elsker dig" kun kunne svare: "Jeg tvivler!" wSå er det venskab og den kærlighed dødsdømt. Men selv hvor man ærligt er i tvivl, skal tvivlen altid rumme en bestræbelse efter at kunne lægge tvivlen bag sig. (Det gælder også den tvivl, der på uventet måde træder frem i kirken på søndag.)