Forberedelserne til Femern-tunnelen er nu meget synlige på Lolland
Første vej er lige afleveret, flere veje og andre anlægsarbejder er undervejs, og jordbundsundersøgelser skal netop til at begynde. Femern A/S er efterhånden meget synlig på Lolland.
UDVIKLING De første synlige beviser på, at forberedelserne til Femern tunnelen er i fuld gang, er netop færdige. En vej og en cykelsti, der fører ned til den kommende tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn.
Netop det, at man kan se, at bygherren Femern A/S er i fuld gang med de fremrykkede aktiviteter, der skal forberede området ved Rødbyhavn til anlægsarbejdet med tunnel og portal, har en stor betydning for både borgere og erhvervsliv.
Det mener Bjarne Hansen, teknisk direktør i Lolland Kommune, som var mødt op for at inspicere den nye vej, da entreprenøren MSE A/S afleverede den til Femern A/S.
- Før sagde folk: ”HVIS tunnelen kommer”. Men nu kan alle se, der sker noget. Vi mærker allerede en her og nu-effekt på det lokale erhvervsliv, der har mere at lave.
Og vi mærker også en stigende efterspørgsel fra virksomheder, der gerne vil slå sig ned på Lolland, fordi de kan se, der sker noget fysisk, siger Bjarne Hansen.
Og forandringerne i området ER meget synlige netop nu. En entreprenør er i gang med udvidelsen af en vej mere, der skal føre ned mod portalbygværket.
En anden entreprenør arbejder på at udvide Rødbyhavn renseanlæg, der skal kunne klare 50 % ekstra belastning af spildevand med den kommende tunnelelementfabrik.
Og en tredje er ved at være helt færdig med at rive et aldrig ibrugtaget fiskeopdræt ned, så der bliver plads til tunnelelementfabrikken. Arkæologerne fylder også i området, fordi de har gravet kilometervis af søgegrøfter.
Jordforureningsundersøgelser sat i gang
Netop nu er NIRAS ligeledes gået i gang med at grave forskellige steder. Rådgivningsvirksomheden har vundet opgaven for Femern A/S med at lave jordforureningsundersøgelser af de cirka 70 hektar jord, der kan blive berørt af tunnelelementfabrik, tunnel, portal og betalingsanlæg.
- Vi har forberedt os ved at udarbejde en historisk redegørelse for, hvad jorden har været brugt til, og hvor der kan være risiko for forurening. Vi skal udtage jordprøver til analyse fra de arealer, hvor anlægsarbejdet skal foregå. Og vi skal også have prøver af sedimentet fra nogle af kanalerne, forklarer Merete Leth Hansen, som koordinerer opgaven fra NIRAS' kontor i Nykøbing F.
- Det er ikke fordi, vi forventer store mængder forurening i området. Men loven om forurenet jord har fastlagt, at bygherren skal undersøge jorden på de arealer, som er klassificeret som lettere forurenet område.
Vi udarbejder herefter en plan til håndtering, så entreprenørerne ved, hvad de kan gøre af den overskydende jord, når de går i gang med anlægsarbejdet.
Hvis vi finder forurenet jord, skal vi give anvisninger til, hvordan jorden skal håndteres, siger Astrid Zeuthen Jeppesen, kontorleder i NIRAS.
Endnu flere opgaver i udbud
I de kommende måneder vil der komme endnu mere aktivitet i området, fordi to nye stykker vej netop er sendt i udbud.
To stibroer over motorvej og jernbane, en ny ledningskorridor og byggegrube og pumper til en ny pumpestation til afvanding af lavtliggende områder ved Rødbyhavn, er ligeledes i udbud lige nu.
I Femern A/S melder man, at alt kører planmæssigt.
- Det har været en god oplevelse at se den første vej blive færdig som den skulle, og resten af de fremrykkede aktiviteter er også i god gænge.
Vi arbejder sammen med og føler os godt taget imod af borgerne i lokalområdet, og vi mærker en stor interesse for projektet blandt virksomheder.
Ikke blot på Lolland, men i hele Danmark. Det betyder meget, at vi fysisk er i gang med de første anlægsarbejder, der skal forberede området til tunnelen.
Det gør projektet synligt og virkeligt for folk, siger Bo Eske Nielsen, direktør i Femern A/S.