Stort boom i antallet af hjertepatienter
I 2020 vil der være 50.000 flere danskere, der lever med hjertekarsygdom
Et stigende antal danskere vil frem mod 2020 blive ramt af en hjertekarsygdom, som i værste fald kan være invaliderende eller medføre døden.
430.000 danskere lever i dag med en hjertekarsygdom. Det er det højeste antal nogensinde og en stigning på 10.000 siden sidste opgørelse af forekomst af hjertekarsygdomme.
Det viser ny analyse fra Hjerteforeningen, der har fået Statens Institut for Folkesundhed til at beregne, hvad der sker i de kommende år. Og resultatet er skræmmende. Antallet af hjertepatienter vil fortsætte med at stige. I 2020 vil der være 50.000 flere danskere, der lever med hjertekarsygdom. Det svarer til i alt 480.000 danskere.
Nedsat livskvalitet
“Dødeligheden af hjertekarsygdomme er faldet markant i de sidste 20 år. Men blot fordi en hjertekarpatient er blevet behandlet og har overlevet en hjertekarsygdom, er det langt fra givet, at livet kan leves ligesom før. Hjertekarsygdomme medfører i mange tilfælde betydelig invaliditet og nedsat livskvalitet for patienterne. Derfor er det uhyre vigtigt at fortsætte den livsvigtige forskning i forebyggelse og diagnosticering,” siger Hjerteforeningens formand, overlæge Henrik Steen Hansen.
Det er diagnoserne forkammerflimren og iskæmisk hjertesygdom, som for eksempel blodprop i hjertet, der rammer flest danskere. Men de største stigninger i hjertediagnoser ses blandt patienter med forkammerflimren og hjerteklapsygdomme.
I perioden 2002 til 2011 var der en stigning i nye tilfælde af forkammerflimren på 25 procent og en stigning på 55 procent for nye tilfælde af hjerteklapsygdomme blandt danskerne. Også for diagnosen hjertesvigt ses en stigning blandt patienter, der lever med sygdommen. Fra 2005 til 2011 var der en stigning blandt især mænd, der lever med hjertesvigt på 24 procent.
Hjerteforeningen forventer, at især nye tilfælde af forkammerflimren og hjertesvigt vil stige markant frem mod 2020.