Positiv travlhed i ErhvervsCentret
ErhvervsCentret i Greve oplever stigende interesse for at etablere sig hos dem, og styrker samtidig organisationen for at kunne imødekomme det stigende behov for servicering af erhvervslivet.
UDVIKLING Med en unik beliggenhed tæt på motorvejen i Greve, ligger Erhvervscentret.
Ud over at man her er erhvervslivets nemindgang til Greve Kommune og dermed fungerer som bindeled mellem virksomhederne og de erhvervsrelaterede områder i kommunen, driver man også Greve-Solrød Erhvervsservice og Greve Kommunes turismeindsats herfra.
Udlejer også kontorer
Men, samtidig er det store og dynamiske hus et kontorhotel og hjemadresse for ca. 50 mindre og mellemstore virksomheder, der ser en fordel i at leje sig ind og være en del af det fællesskab og de serviceydelser der opnås i den sammenhæng.
Og det mærkes tydeligt, at interessen for at leje kontorer er stigende. Det ser erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed som et klart tegn på, at krisen er ovre og der igen blæser positive vinde.
- Vi mærkede først krisen meget sent, og var heldigvis blandt de første der mærkede at den var overstået igen. Og nu oplever vi en stor interesse for at leje sig ind på kontorer hos os.
Huset byder på kontorer i flere størrelser, og med et lejemål følger også et serviceapparat med som reception, kantine, mødelokaler m.v.
- Det er mindre og mellemstore virksomheder der etablerer sig her, og i takt med at de oplever vækst skifter de måske det mindre kontor ud med et større.
På et tidspunkt i virksomhedens vækst kommer de så i en situation, hvor de enten føler at de er vokset ud af rammerne hos os, eller vælger at blive her, og fortsat skabe vækst , Og begge tilfælde er jo en positiv historie, siger Tina Charlotte Koeffoed.
- For, hvis de ønsker at flytte er det som oftest et udtryk for at de som følge af succes har behov for noget meget større, og det hjælper vi dem selvfølgelig gerne med at finde en ny ramme til.
Positive lejere
At det er tilfredse lejere huset rummer, er ikke svært at få øje på. En af dem er Martin Tambour fra Leto Leasing som siger:
- Det er de helt perfekte rammer for os. Beliggenheden, lige ud til motorvejen og forholdsvis tæt på København er helt unik. Det er et hus med alle de servicefunktioner vi har brug for og som har masser af dynamik og positive historier.
Det miljø kan man kun blive glad og motiveret af, siger Martin Tambour.
Konica Minolta Business Center København er et andet godt eksempel. Her siger direktør og ejer Claus Henriksen:
- Vi etablerede os her for nu 10 år siden, og er jo egentlig for længst vokset ud af rollen som prototype for en virksomhed der bor her. Men, vi har ikke planer om at flytte herfra, vi bor alt for godt til at overveje det.
Og han suppleres af Kenneth Ingemand, som også er direktør og ejer i Konica Minolta Business Center København:
- Her har vi alt vi har behov for, og er samtidig en del af et fællesskab, som vi værdsætter både fagligt og socialt.
Vækstfabrikken på toppen
På øverste etage holder Vækstfabrikken til, og det giver ifølge Tina Charlotte Koeffoed god mening. Vækstfabrikken huser op til 22 vækstiværksættere af gangen, alle med stort vækstpotentiale.
- En del af disse kommer på et tidspunkt i en situation, hvor det er naturligt for dem at rykke videre i nye rammer, og her bliver det ofte til en flytning en eller to etager ned til selve Erhvervscentret, siger hun.
Positiv travlhed
Travlheden i Erhvervscentret mærkes tydeligt. Men, det er i høj grad en positiv travlhed der tale om, og den hilses meget velkommen.
- Det er absolut positivt, at vi oplever travlhed her i huset. For, det er et udtryk for at erhvervslivet har positive forventninger til fremtiden, siger Tina Charlotte Koeffoed, som også glæder sig over at man for nylig har styrket organisationen med ansættelsen af erhvervs- og udviklingskonsulent Berit Ploug Frederiksen Leloup.
- Berit har blandt andet 16 års ansættelse med sig fra Dansk Industri, og har derfor masser af relevant erfaring at byde ind med, siger Tina Charlotte Koeffoed.