Fortsæt til indhold

Nyt loppemarked ved akvarie-bygningen

Erfaren loppeekspert åbner anderledes marked med et twist af delikatesser

Samfund
Af Mikael Østergaard

Nu bliver der igen liv ved den gamle Danmarks Akvarium-bygning i Charlottenlund. Søndag den 4. maj åbner Marché Marché Marché, der falbyder alt fra loppeting til feinschmeckerboder og varer fra økologiske landbrug.
Jacob Uhd Jepsen, som er initiativtager til markedet, har drevet Lyngby Loppetorv de seneste 12 år. Han mener, at det er tid til noget nyt:
”Igennem de 12 år har jeg fået en masse erfaring med at drive et traditionelt loppemarked. Det har været sjovt og spændende, og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker. Nu ta'r jeg skridtet videre og tilbyder både stadeholdere og kunder en mere fuldendt oplevelse. På Marché Marché Marché vil man dels kunne lave gode loppefund, dels købe økologisk frugt og grønt og delikatesser, en frisksmurt sandwich eller spise en økologisk hotdog, drikke en lækker lemonade og kaffe lavet af professionelle baristaer, mens man nyder udsigten over Øresund”.
Marché Marché Marché har lavet aftaler med en række lokale producenter og leverandører, som vil opstille vogne og boder, hvor de serverer og sælger deres varer.
Der vil være 70 stader til lopper, mad, grønt og specialiteter. Alle kan booke en stand, og i løbet af sommeren vil rækken af leverandører og samarbejdspartnere blive udvidet.
Der er åbent alle søndage kl. 06-16 frem til den 28. september,
Man kan booke stader på www.marchemarchemarche.dk eller www.facebook.com/marchemarchemarche.