Fortsæt til indhold

Gymnastik-samarbejde skaber inklusion og livsglæde

Børnene lyser op i det nye samarbejde, aflastningstilbuddet Granbohus har indgået sammen med Fredensborg Gymnastikforening

Samfund
Af Jannie Fjordside

Kan man gå til gymnastik, selv om man har svært ved eller slet ikke kan gå? Det er Fredensborg Gymnastikforening og aflastningstilbuddet Granbohus godt i gang med at bevise, at man kan.
Siden efteråret 2013 er en gruppe børn fra Granbohus, der er Fredensborg Kommunes aflastningssted for hjemmeboende børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, mødt op i gymnastikforeningen én gang om måneden til deres helt egne gymnastiktimer.
”Børnene lyser virkelig op af oplevelserne. Jeg har været med til alle aktiviteterne, og det er tydeligt at se, hvordan de suger det til sig. Første gang var de noget tilbageholdende, men allerede anden gang kastede de sig ud i nye aktiviteter med stort gåpåmod,” siger Inger Engelst Madsen, der er koordinator ved Granbohus.

Trænere er fyr og flamme

I Fredensborg Gymnastikforening vækker samarbejdet også stor begejstring. Foreningen er i forvejen ved at nå sin fulde kapacitet, så det er ikke ønsket om nye medlemmer, der er den drivende faktor, fortæller Ann-Mette Lyng, der er formand for Fredensborg Gymnastikforening.
Hun er selv blandt foreningens trænere, og da en af holdgængerne på hendes forældre-barn-hold foreslog at lave gymnastikhold for børn med særlige behov, var hun 'fyr og flamme'. Og hun var ikke den eneste.
”Da jeg sendte en mail ud til trænerne med forslaget, meldte flere sig straks under fanen. Det lyder måske som en floskel, men det er en gave for os at kunne gøre denne her forskel,” siger Ann-Mette Lyng og forklarer, at det tætte samarbejde med medarbejderne på Granbohus gør, at alle føler sig trygge, selv om børnene har helt særlige behov at tage hensyn til.
Ud over arbejdet i gymnastiklokalerne har Ann-Mette Lyng også med faste mellemrum besøg af nogle af børnene fra Granbohus på familiens gård. Her kan børnene komme ud og opleve dyrene og få nye oplevelser med sig hjem.

Stor ros fra Byrådet

På nuværende tidspunkt går børnene på Granbohus på særskilte hold, men Ann-Mette Lyng og Inger Engelst Madsen har allerede nu oplevet, hvordan samarbejdet har en inkluderende effekt ved, at børn med og uden særlige behov træner i lokaler side om side – og planer om udvidelse af samarbejdet er allerede i støbeskeen.
I Byrådet vækker samarbejdet stor anerkendelse.
”Fritidstilbud burde være for alle, og jeg er derfor begejstret for, at Granbohus sammen med de lokale fritidsforeninger har skabt et bæredygtigt socialt partnerskab, hvor en fælles passion om inklusion af alle kommunens borgere gennem fællesaktiviteter er målet”, lyder det fra Hans Nissen, formand for Social- og Seniorudvalget.
Granbohus har på nuværende tidspunkt indgået samarbejde med Fredensborg Gymnastikforening, og Granbohus' afdelinger i andre kommuner, har ligeledes indgået forskellige aftaler med lokale foreninger, der blandt andet lyder på Judoklubben i Hillerød og DDS Grevinde Danner gruppen i Jægerspris. De ønsker i fremtiden at etablere samarbejdsaftaler med flere foreninger i lokalområderne.