Fortsæt til indhold

Påskeferien på herregårdsmuseet står i jagtens tegn

Lav flitsbue og fyr en pil af

Samfund
Anette Bonde

Fremstilling af flitsbuer og afprøvning på museets bueskydningsbane samt vildtragout i køkkenet. Gammel Estrup – Herregårdsmuseet sætter i påskeferien fokus på jagt.
Siden middelalderen har det været populært for kongen og adelen at gå på jagt. De havde eneretten til at jage alle hjorte på den jord de ejede, fortæller museumsformidler Nick Schaadt. Inden geværet blev opfundet gik man på jagt med bue og pil. I påsken kan alle børn i bedste Robin Hood-stil prøve kræfter med den svære kunst. En af museets formidlere fortæller i jagtstuen om herregårdsjagt mandag til fredag kl. 12 og 14.
Man kan også gå på skatte”jagt” både udenfor i haven og inde på Herregården og måske vinde en præmie.
Herregårdskøkkenet er åbent hele ferien, og her kan man møde Husjomfruen og smage hendes hjemmebagte kage. Mandag til fredag fra kl. 12 og til gryden er tom, kan man desuden købe Husjomfruens populære vildtragout.