Fortsæt til indhold

Se Grenaa og landskabet påny

Fire nye infotavler på Åstien

Samfund
Anette Bonde

Stien har hele tiden ligget der, men ikke mange kender til den. Åstien mellem Grenaa Lystbådehavn til Enslevgaard ved Kolindsund gøres nu mere kendt gennem et samarbejde mellem Djurslands Turistforening og Norddjurs Kommune.

Fire infotavler

Man kan gå, løbe eller cykle på stien. Undervejs passerer man Grenåens bredder, havnearealer, parkområder, byzone og natur. Nu har Djursland Turistforening valgt at donere penge til fire infotavler med fortællinger om det, man ser på strækningen. På tavlerne kan man også læse om distance og motionstid alt efter, om man er på gåben, løber eller cykler.
Norddjurs Kommune har sørget for det praktiske til opsætningen af tavlerne.

Ny historie om kendte omgivelser

”Med vores medvirken i dette projekt målretter vi midler til nogle mærkesager, vi gerne vil have fokus på. Skiltene langs Åstien er placeret dér, hvor mange færdes til daglig men de fortæller en ny historie om de kendte omgivelser”, siger turistforeningens næstformand Brita Mosdal.
Infotavlerne er opsat på stien ved Grenaa Lystbådehavn, Kystvej, J.P. Josiassensvej samt ved Enslevgården.
Norddjurs Kommunes Naturformidler Heidi Jensen hilser tavlerne velkommen.
”Turistforeningens bidrag til infotavlerne er til gavn for både borgere og turister. Strækningen har hidtil været en 'hemmelig sti' men med dette projekt håber vi, at strækningen kommer til at være en kendt og godt brugt forbindelseslinje mellem havnen, byen og det åbne, smukke landskab i Grenaa's nærmeste omgivelser.”

Bænke langs Nordsøstien

Foruden de nye infotavler har turistforeningen doneret 10 bordbænkesæt langs Nordsøstien fra Grenaa til St. Sjørup Strand. De 10 placeringer er fundet af foreningen og kommunen i fællesskab. Sættene er placeret, hvor der er adgang og plads til ophold.
“Der er nu rig mulighed for at nyde den medbragte kaffe, hvile fødderne og nyde udsigten over Norddjurs' unikke klintekyst, de fredede overdrev ved Fornæs Fyr og anden kystnær natur”, siger Brita Mosdal.