Bliv museumsvært på landbrugsmuseet
Dansk Landbrugsmuseum søger frivillige til at være museumsværter og tage sig af gæsterne
”Museumsværter er et nyt tiltag, og vi gør det, fordi vi gerne vil give vores gæster en endnu bedre oplevelse end den, de får nu. Museet er ellers topscorer i tilfredshedsundersøgelser, men det forhindrer os ikke i at ville være endnu bedre. Og det er her, museumsværterne kommer ind i billedet”, siger museumsinspektør Irene Hellvik, Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup om museets nyeste tiltag.
Starter med infomøde
Museumsværterne kommer til at arbejde side om side med museets ansatte.
Irene Hellvik understreger, at der ikke er forventninger om, at museumsværterne uden videre kan fortælle landbrugets udviklingshistorie eller vejlede gæsterne rundt til de mange afdelinger ude og inde.
Derfor får de et kursusforløb sammen med museets ansatte, hvor de bliver klædt på til opgaven.
Der afholdes infomøde om værtsordningen torsdag 10. april klokken 15.
Tilmelding til museumsinspektør Irene Hellvik .
Masser af andre frivillige
Siden 1982 har der været frivillige på Dansk Landbrugsmuseum. Foruden Venneforeningen er der en række laug og faggrupper, der er aktive ved arrangementer og i skoletjenesten. Alt i alt er der 1.400 knyttet til museet, hvoraf 400 er aktive.
En gang om året samles alle frivillige med museets medarbejdere til en høstfest.
Der er følgende laug: Karle- og Pigelauget, Smedelauget, Biavlerlauget, Torvelauget, Bryggerpigerne, Dyrlægelauget, Mejeristgruppen, Slagtergruppen, Sydamerne samt Historisk Køkken og Polakhusgruppen. Desuden er der Gl. Estrup væverne, butiksvæverne samt husflidsfolk