Klædt på til fremtiden
Butikker, boder og shows. I tirsdags havde IBC sin årlige messe
“Man finder ud af hvordan det er at samarbejde, sælge og være mere åben. Jeg tror, at der er rigtig meget ved messen, som man kan tage med sig senere i livet”.
Sådan siger Kamilla Askjær Jørgensen, som sammen med andre HG elever og elever fra Social- og sundhedsskolen de sidste par uger har planlagt den årlige messe på IBC.
Messen skal ruste de unge til at opfange tidens tendenser og udarbejde og præsentere et produkt. Ved messen, som fandt sted i tirsdags, var undervisere og anonyme censorer tilstede for at vurdere de unges arbejde.
Det hele kulminerer i en eksamen, hvor de unge skal forsvare deres projekter i næste uge.
Og kreativiteten var stor på dagen. Tøjbutikker og boder med fokus på nødhjælp, musik og teknologi stod side om side ved den store scene, hvor et stort modeshow viste det sidste nye inden for påklædning.
Familier på besøg
Kamilla Askjær Jørgensen synes, at det årlige event er en god og anderledes måde at lære på.
Ikke mindst til når de unge en dag skal ud på arbejdsmarkedet.
Hun har selv siddet på et reklamebureau i løbet af ugen, hvor de har publiceret deres egen avis og været med til at sætte fokus på de events, der har fundet sted.
“Det har været meget stressende ind imellem. Især når vi har været uenige om hvordan tingene skulle være. Men det har også givet en del i forhold til samarbejde. Det vil jeg godt kunne bruge, når jeg skal ud på arbejdsmarkedet”, siger Kamilla Askjær, som går på HG.
Hun er sikker på, at også de kommende social- og sundhedshjælpere vil blive klædt godt på til deres fremtid med eventet.
“Det kan være de bliver mere åbne overfor eksempelvis ældre, hvis det er dem, de skal arbejde med” siger Kamilla Askjær Jørgensen.