Fortsæt til indhold

Lykken er helt traditionel

Fritidsbolig. Danskerne elsker de helt klassiske og enkle træsommerhuse, viser brugerundersøgelse.

Samfund
Arkiv

Bolig: Det danske sommerhusmarked kan byde på det hele: Store luksussommerhuse, børneparadis ved bade- og Legoland og sommerhuse i ødegårdstil langt ude i skoven.
Men den almindelige købers hjerte banker for det helt traditionelle og klassiske træsommerhus i et sommerhusområde, som vi kender fra vores barndom.
I undersøgelsen, der er foretaget blandt Boligsiden.dks brugere, svarer 56 procent, at de ville købe et traditionelt sommerhus i et sommerhusområde nær stranden. Dermed fravælger de luksussommerhusene, børneparadiset og ødegården.

Afslapning frem for luksus

"Mere end hver anden af vores brugere på Boligsiden.dk foretrækker det traditionelle sommerhus. Den overbevisende kærlighedserklæring skyldes, at de fleste forbinder sommerhusferien med afslapning og natur, fremfor luksus eller overfyldte strande. Mange af de sommerhuse, der er til salg, falder heldigvis også ind i den kategori, så der er nok til alle," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Undersøgelsen afslører også en stigende interesse for ødegården. Hver femte svarer således, at de ville købe en ødegård i skoven væk fra isboder og strandmylder. Kun 13 procent går efter luksussommerhuset, og færre end 5 procent har lyst til et "børneparadis", hvor vandland, sommerland, isboder og andre børn spiller hovedrollen.

Sådan svarede danskerne på spørgsmålet: Hvis du skulle købe sommerhus, hvilken slags ville du så gå efter? Grafik: Boligsiden.dk

En mio. kr.

De traditionelle sommerhuse ligger typisk nær kysterne i de klassiske sommerhusområder, men man kan også finde enkelte områder inde i landet.
Priserne på de klassiske sommerhuse ligger ofte fra 200.000 kr. og opefter, men du kan være heldig at finde små perler til lavere priser.
"Vi kan se, at de fleste sommerhuse, der bliver solgt i dag, ikke koster meget mere end en mio. kr. Sommerhusene, der er bygget i 1960'erne og 1970'erne, er de billigste på markedet – de holder sig under millionen i gennemsnit. Den typiske størrelse på husene er mellem 40 og 80 kvm, hvilket passer godt sammen med brugernes fortrukne ønske om et traditionelt sommerhus fremfor luksus," siger Birgit Daetz.
Undersøgelsen er baseret på 1.034 svar samlet ind på Boligsiden.dk 10.-13. marts.
pcb